Schweizisk investering styrker Københavns position som førende fintech-hub

Blockchainteknologi er fokusset for schweiziske Deon Digital AG, der med hjælp fra Copenhagen Capacity har valgt at placere sit globale forskning- og udviklingscenter i København. Afgørende for Deon Digital var adgangen til højt specialiseret talent og banebrydende forskning.

Trods sine schweiziske rødder, så har den hurtigt voksende startup Deon Digital valgt at flytte hele sit globale forsknings- og udviklingscenter til København. Ved Københavns Universitet er Deon Digital nemlig faldet over et superspecialiseret forskningsteam på Datalogisk Institut (DIKU) ledet af professor Fritz Henglein, der fremover skal stå i spidsen for virksomhedens forskning og udvikling. 

Deon Digital har valgt at åbne deres R&D-afdeling i København på grund af adgangen til den datalogiske forskningsekspertise, der kan bidrage til kernen af virksomhedens teknologi, ligesom den digitale infrastruktur og letheden ved at åbne virksomhed i København har spillet en betydelig rolle. I processen har vi fået assistance fra Copenhagen Capacity, mens oprettelsen af Copenhagen FinTech Lab, hvor R&D-afdelingen er placeret, har været afgørende for beslutningen.
-professor Fritz Henglein, Head of R&D i Deon Digital

Greater Copenhagen nærmer sig målet om førende fintech-hub 

Copenhagen Capacity har givet Deon Digital solide argumenter for, at København er en oplagt destination, hvis man vil bidrage til fremtidens finansielle teknologi.

Og det er argumenter, der sidder på rygraden af den danske organisation, der de seneste to år har stået i spidsen for den internationale markedsføring af Greater Copenhagens fintech-branche:

Takket være et stærkt samarbejde med Danmarks førende finansielle institutioner, virksomheder og organisationer er Greater Copenhagen godt på vej til at blive en førende fintech-hub. Med Deon Digital har vi fået endnu en stærk spiller på banen, der kan stimulere det spirende miljø og sikre, at fintech-industrien i Greater Copenhagen løftes til nye højder.
-Claus Lønborg, adm. direktør i Copenhagen Capacity

Deon Digital

I samspil med blockchainteknologi muliggør Deon Digital sikker og transparent automatisering af kontrakter, der ikke kun kan bruges til finans, forsikring og pension, men til bl.a. persontransport, logistik og international varehandel - alt uden mellemled eller en dominerende IT-leverandør.

Deon Digital vil også fremadrettet få assistance fra Copenhagen Capacity, der har sagt ja til at hjælpe virksomheden med at rekruttere talent i takt med, at virksomheden vokser sig større.

Fakta:

  • Deloitte udnævnte i 2017 København til den 16. bedste by for fintech startups. Det var første gang København kvalificerede sig til Deloittes årlige liste. 
  • Sammen med Danmarks største finansielle institutioner og virksomheder rejste Copenhagen Capacity i 2017 til London, hvor 50 fintech-virksomheder og 30 kapitalforvaltere lyttede med, da organisationen introducerede Greater Copenhagen som Nordens førende fintech-hub.

  • Copenhagen Capacitys opgave er at trække udenlandske virksomheder, investeringer og højtuddannet arbejdskraft til Greater Copenhagen med det formål at skabe job, vækst og udvikling i regionen