Dansk affald kan blive nyt eksporteventyr

Den danske affaldssektor vokser markant. Det viser en ny rapport, der som den første kortlægger affaldsbranchen. Der er vækst i branchen, og over halvdelen af virksomhederne forventer at ansætte flere i løbet af de kommende fem år. Samtidigt vil virksomhederne styrke international eksport af dansk affaldsviden.

Den danske affaldssektor er i vækst. 66% af virksomhederne har oplevet vækst i perioden 2006-2011, og 52% forventer flere ansatte i løbet af de kommende fem år. Det viser en ny kortlægning, udarbejdet af Copenhagen Capacity, der sætter tal på beskæftigelsen og omsætningen i affaldsbranchen.
 
Rapporten viser også, at affaldsbranchen kan blive et nyt dansk eksporteventyr.

"Den danske affaldssektor klarer sig rigtig godt. Der har været vækst i en årrække, og rapporten viser at virksomhederne nu i højere grad satser internationalt, hvor der er stor efterspørgsel efter danske affaldsløsninger", siger Claus Lønborg, adm. direktør i Copenhagen Capacity.
 
Den internationale efterspørgsel efter danske affaldsløsninger kommer bl.a. fra Brasilien og Rusland. Traditionelt har mindre danske affaldsvirksomheder ikke bevæget sig ind på det internationale marked. Ifølge rapporten har 20 % af branchens virksomheder i dag et samarbejde med internationale partnere, mens 52 % fremadrettet vil gå efter at få gang i eksporten.
 
Rapporten peger blandt andet på biogas, forbrænding og genanvendelse af specielle affaldsstrømme, som f.eks. gips og bildæk, som danske spidskompetencer i verdensklasse.
 
Ifølge Neelabh Singh, leder for projektet Complex Cleantech Solutions, der er finansieret af Industriens fond, rettes det internationale blik mod Danmark, fordi branchens virksomheder har ry for et højt kompetence- og vidensniveau. Et niveau, der ser ud til bliver hævet. I dag samarbejder 40 % af virksomhederne i affaldsbranchen med videninstitutioner, mens 63 % forventer at gøre det i fremtiden.
 
CASE-virksomhed
Solum Gruppen, Henrik Mortensen, hmo@aikantechnology.com, 51 55 21 44