razvan-mirel-fHpjxZ1eT68-unsplash

Danish Press Releases

ecblank-1

 

National indsats styrker SMV'ers adgang til vigtige kompetencer

Jan 29, 2026 Manglen på specialiserede medarbejdere bremser i dag både Danmarks vækst og grønne omstilling. En målrettet national indsats har gjort det lettere for virksomheder i hele landet at få adgang til højt kvalificeret arbejdskraft fra både Danmark og udlandet.

 

Den udbredte mangel på velkvalificeret arbejdskraft er i dag en af de mest akutte vækst- og omstillingsudfordringer i Danmark og rammer små og mellemstore virksomheder (SMV'er) særligt hårdt. Uden de rette medarbejdere bliver det vanskeligere at skabe vækst, gennemføre grønne investeringer og fastholde konkurrenceevnen.

Derfor er der behov for løsninger, som gør det lettere for SMV’er i hele landet at få adgang til vigtige kompetencer, både fra Danmark og fra udlandet.

For at imødekomme udfordringen har Copenhagen Capacity ledet en indsats rettet mod at styrke danske virksomhedernes adgang til internationale kompetencer, sammen med 37 partner organisationer fra hele landet gennem projektet ’Kompetencer til et grønt Danmark.’

“Hvis vi vil vinde kampen om de internationale specialister, skal vi gøre det nemt, attraktivt og meningsfuldt at vælge Danmark. Det kræver samarbejde på tværs. Kompetencer til et grønt Danmark-projektet viser, hvordan vi kan omsætte fælles ambitioner til konkrete resultater,”
siger Asbjørn Overgaard, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.

International arbejdskraft er fortsat afgørende for vækst i Danmark

Efterspørgslen på højt kvalificerede medarbejdere overstiger fortsat udbuddet på det danske arbejdsmarked. Indsatsen har derfor haft fokus på:

  • Tilknytning og fastholdelse af kvalificeret international arbejdskraft, der allerede er i Danmark.
  • Tiltrækning af velkvalificeret arbejdskraft fra udlandet.
  • Kompetence- og kulturudvikling hos SMV’er.

Med projektets aktiviteter, såsom matchmaking af kandidater og virksomheder, karriereprogrammer og konkrete digitale værktøjer, er international rekruttering gjort mere tilgængelig for danske virksomheder.

Odense Robotics, der repræsenterer mere en 350 robotvirksomheder i Danmark har deltaget i flere af projektets tiltag og klyngens CEO Søren Elmer Kristensen understreger vigtigheden af fælles, nationale indsatser på rekrutteringsområdet:

“Hvis Danmark vil fastholde sin position som en robotnation i verdensklasse, skal vi være blandt de bedste i verden til at tiltrække og fastholde internationale talenter. Vores virksomheder har brug for adgang til globale kompetencer, og netop derfor er fælles initiativer som "Kompetencer til et grønt Danmark" helt afgørende. Uden adgang til internationale kompetencer risikerer vi at sakke bagud i en global konkurrence, der kun bliver hårdere,” siger Søren Elmer Kristensen, CEO i Odense Robotics.

National jobportal styrker virksomhedernes adgang til international arbejdskraft

En central del af indsatsen er den nationale jobportal A State of Denmark, som fungerer som et fælles rekrutteringsværktøj for danske virksomheder med behov for højt kvalificeret arbejdskraft.

Portalen viser stillinger på engelsk og når et bredt felt af internationale kandidater inden for blandt andet grøn omstilling, teknologi, it og andre specialiserede fagområder.

Gennem flere års aktive kampagneindsatser rummer portalen i dag mere end 42.000 kandidatprofiler og over 900 aktive stillingsopslag.

“Det har haft stor værdi for vores medlemsvirksomheder at få adgang til den store rekrutteringsbase, som kampagnerne når ud til. Det er essentielt, at vi får koblet dygtige folk fra hele verden med danske virksomheder – og netop denne udfordring er ’A State of Denmark’-kampagnerne en kæmpe hjælp til at løse,” siger Sean Pádraig Coogan, projektleder, CLEAN – Danmarks Vand- og Miljøklynge.

Resultater på national skala

Indsatserne har haft effekt på tværs af landet. Mere end 500 danske virksomheder og 2.400 personer har deltaget i aktiviteter, og der er opbygget en landsdækkende talentdatabase, hvor internationale kandidater løbende matches direkte med danske virksomheder, bl.a. via A State og Denmark jobportalen.

Erfaringerne fra projektet og foreløbige resultater viser, at der fortsat er behov for at supportere danske virksomheder med målrettede rekrutteringsindsatser og positionering af Danmark som en attraktiv, global karrieredestination.

 

Fakta om projekt: Kompetencer til et grønt Danmark

    • Periode: Januar 2023 – december 2025
    • Finansiering: Den Europæiske Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
    • Målgruppe: Højtuddannede og højt kvalificerede danske og internationale kandidater samt studerende
    • Indsatser: Matchmaking, international talenttiltrækning, national jobportal, karriereprogrammer, onboarding, kompetenceudvikling og organisatorisk omstilling i SMV’er
    • Output: 500+ virksomheder engageret, 42.000+ kandidater i jobportal, 2.400+ deltagere i projektaktiviteter

Hvis du vil vide mere om, hvordan din organisation eller virksomhed kan deltage i lignende aktiviteter med Copenhagen Capacity, eller få jeres åbne stillinger vist på A State of Denmark jobportalen, så ræk endelig ud til Dan Rosenberg, Head of Talent Attraction, dro@copcap.com

Dan Rosenberg
Head of Talent Attraction