
Danish Press Releases
Stor undersøgelse blandt udenlandsk arbejdskraft afslører tilfredshed – men kortere ophold i Danmark
May 27, 2025 Trods roser er der brug for målrettede tiltag, hvis vi skal holde højtkvalificerede udlændinge her i landet, viser omfangsrig spørgeskemaundersøgelse fra Copenhagen Capacity.Der har aldrig været så mange udenlandske arbejdstagere i Danmark som lige nu. Mere end 330.000 fuldtidsstillinger er i dag besat af udenlandsk arbejdskraft og tilsammen bidrager de med svimlende 360 mia. kr. til dansk BNP.
Derfor er der mere end nogensinde brug for, at vi som nation sørger for, at vi er så gode værter som overhovedet muligt – og der er noget at tage fat i.
Det viser en stor undersøgelse blandt mere end 2100 højtuddannede fra over 100 lande, som Copenhagen Capacity har foretaget.
For nok har 43 % af de adspurgte planer om at forlænge opholdet i Danmark, men den samlede tid, de er bosat her i landet, er kortere end tidligere – efter fem år er halvdelen rejst hjem igen og den andel er steget de seneste 10 år. Derfor er det nødvendigt med en langsigtet strategi for at holde på den udenlandske arbejdskraft, understreger Asbjørn Overgaard, administrerende direktør i Copenhagen Capacity:
”Danmark har enorm gavn af udenlandsk arbejdskraft, så vi skal gøre alt for at skabe de bedst mulige rammer for dem, der kommer hertil. Derfor peger vi på en række konkrete tiltag, der gør opholdene bedre – og mere langvarige – for udenlandsk arbejdskraft,” siger Asbjørn Overgaard.
Copenhagen Capacity anbefaler følgende:
- Let adgang til arbejdsmarkedet: Øget støtte til internationale jobsøgere med målrettede hjælpeprogrammer og jobportaler med relevante stillinger.
- Fokus på internationale studerende: Bedre karriererådgivning og ressourcer til tættere integration.
- Inklusion og samhørighed: Onboarding-programmer, sociale og kulturelle oplevelser, der er målrettet international arbejdskraft.
- Familie-forhold: Partnere/ægtefæller skal sikres bedre jobmuligheder og børn skal sluses ind i uddannelsessystemet.
De fire ønsker kommer på baggrund af undersøgelsen, der er den største af sin art siden 2020.
Kultur- og fritidsborgmester i København, Mia Nyegaard (R) udtaler:
”Det er meget positivt, at så mange udlændinge er glade for at arbejde i Danmark og i København. Særligt hvis de gerne vil blive i byen i længere tid. Det handler blandt andet om at skabe gode kultur- og fritidstilbud, og gøre dem let tilgængelige samt synlige for alle. København er blandt verdens mest livable byer, fordi det er et sted, hvor så mange føler sig hjemme."
Jens-Kristian Lütken (V), Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, understreger, at der gøres meget på lokalt plan, men at der skal tænkes nationalt, hvis Danmark skal holde på de klogeste hoveder:
”Kvalificeret international arbejdskraft er en af fremtidens vigtigste ressourcer. Derfor er København lige nu i et kapløb med andre storbyer om at tiltrække og fastholde internationale talenter. I Københavns Kommune gør vi meget for at sikre de talenter en god modtagelse og tilbyder job- og karriereprogrammer og hjælp og vejledning. Men skal vi virkelig rykke, har vi i Danmark brug for en national strategi, som kan bidrage til at forlænge internationale talenters ophold i København og i Danmark generelt”.
Undersøgelsens resultater kan hentes her