bg-exhibition-792158590

Press overview

ecblank

 

Hitachi åbner Big Data-udviklingscenter i København

Nov 5, 2014 Den 5. november 2014 åbner den japanske teknologi-gigant Hitachi sit første Big Data-udviklingscenter uden for England og USA i København. Målet er i første omgang at udvikle nye digitale sundhedsløsninger – og senere hen systemer, der reducerer klimapåvirkningen.

Stærke danske kompetencer inden for datatilgængelighed, sundhedsteknologi, smart city og energieffektivitet har været afgørende for, at valget er faldet på Danmark.

Japanske Hitachi udvikler databaserede løsninger til fremtidens bæredygtige samfund. Her byder Danmark på et stort potentiale i forbindelse med etableringen af de nye superhospitaler samt Danmarks målsætning om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050. Og Københavns ambitiøse klimamål om at blive CO2-neutral allerede i 2025 har for længe siden sat skub i udviklingen af databaserede, CO2-reducerende løsninger:

"Vi er meget glade for at være med til at udvikle endnu bedre velfærdsservices i København. Vi ser frem til at kombinere de værdifulde danske erfaringer inden for bl.a. sundheds- og hospitalssektoren med Hitachi-koncernens ekspertise og teknologi på området", siger Yutaka Saito, Executive Vice President og Executive Officer, Hitachi Ltd.

Skaber velfærd, job og vækst 
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) glæder sig over Hitachis markante satsning på Danmark:

"Hitachi er en af verdens mest innovative virksomheder, og jeg glæder mig over, at de har valgt at lægge deres nye udviklingscenter i Danmark. Det viser, at vi har de kompetencer, der skal til for at møde fremtidens udfordringer. Både når det gælder databaserede sundhedsløsninger og bæredygtig byudvikling", siger Mogens Jensen.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) glæder sig også over Hitachis beslutning, som vil øge livskvaliteten og skabe vækst og job i København:

"I København er vi i front, når det handler om at skabe bæredygtige, højteknologiske løsninger til gavn for borgerne. I de næste år vil der blandt andet blive udviklet trafikløsninger som fx intelligente trafiklys, der giver mindre CO2, og vi er langt med nye sundhedsløsninger inden for blandt andet telemedicin, der gør det muligt for den enkelte at blive behandlet i eget hjem. De innovative og grønne løsninger vil øge livskvaliteten for københavnerne og samtidig skabe vækst og job i København", siger Frank Jensen.

Big Data kan blive big business
Hitachi har allerede to Big Data-udviklingscentre i henholdsvis Manchester, England, og Santa Clara, Californien, USA. I København vil Hitachi udvikle løsninger baseret på Big Data inden for især klimavenlig energi og transport samt sundhed. Opførelsen af de nye danske superhospitaler giver unikke muligheder for at udvikle nye, digitale sundhedsløsninger. På sundhedsområdet råder Danmark desuden over nogle af verdens bedste og ældste nationale sundhedsregistre, der giver en helt unik mulighed for at forske og udvikle nye behandlingsformer:

"Danmark har en unik styrkeposition inden for datatilgængelighed. Vi er årtier foran de fleste andre lande i forhold til at indsamle og lagre informationer. For eksempel er Danmark det eneste land med et cpr.-register, der går 45 år tilbage. Det skal vi udnytte til at tiltrække flere internationale investorer på området. På den måde kan vi være med til at udvikle morgendagens løsninger, frem for at købe gårdsdagens teknologi af andre lande", siger Marianna Lubanski, direktør for investeringsfremme i Copenhagen Capacity.

Tæt samarbejde mellem Invest in Denmark og Copenhagen Capacity giver pote
Invest In Denmark under Udenrigsministeriet og hovedstadens investeringsfremmeorganisation Copenhagen Capacity har samarbejdet tæt om at hjælpe Hitachi med etableringen i Danmark. Både i form af rådgivning om muligheder inden for Big Data samt etablering af kontakter til vidensinstitutioner og hospitaler over hele landet. Blandt andet Frederiksberg Hospital, Bispebjerg Hospital i København og Alexandra Instituttet i Århus.

Om Hitachi 
Den japanske teknologivirksomhed Hitachi er med en omsætning på 93,4 milliarder dollars i 2013 et af verdens allerstørste multinationale selskaber. Hitachi har hovedkvarter i Tokyo og mere end 320.000 ansatte over hele verden. Hitachi udvikler og leverer bl.a. højteknologiske løsninger inden for sundhed, infrastruktur, IT, telekommunikation, automatisering og industrimaskiner. Yderligere information om virksomheden kan findes på: http://www.hitachi.com

For yderligere oplysninger, kontakt:
Copenhagen Capacity: Marianna Lubanski, direktør for investeringsfremme, tlf. +45 30 46 36 40 og mlu@copcap.com.

Hitachi: Ms. Noriko Ori, Hitachi, Ltd., tlf. +81-3-5471-8900 og koho@itg.hitachi.co.jp