Airfinity åbner globalt kompetencecenter i København

Airfinity, som står bag verdens første globale platform til at monitorere konferencer, har netop åbnet et globalt kompetencecenter i København. Beslutningen skyldes primært hovedstadsregionens stærke life science-miljø, og at København kan blive et alternativ til London, hvis Brexit rammer hårdt.

Videnskabelige konferencer er life science-branchens vigtigste kanal for videndeling og netværk– men det kan være svært at overskue, hvilke der giver størst udbytte.

Airfinity indsamler og sorterer alle relevante data og viden om, hvad der sker ved disse events, og giver dermed virksomheder, hospitaler og forskningsmiljøet helt nye muligheder for at skære fedtet fra og være tilstede, hvor det giver værdi.

Forretningsudvikling fra København

Ved hjælp af kunstig intelligens og kuratering giver Airfinitys platform et individuelt overblik over de life science-konferencer, der giver det højeste faglige udbytte og bedst mulighed for at møde læger og forskere, og mulighed for at følge med i hvilke nye terapiområder man bør holde øje med, og hvad konkurrenterne interesserer sig for. Konferencerne er også en mulighed for at indhente ny viden før konkurrenterne, da den nyeste forskning oftest præsenteres på en konference, før den bliver publiceret i et tidsskrift.

Og life science-konferencer er der mange af i Greater Copenhagen, men det er kun en del af forklaringen på, at Airfinity har valgt at placere sit globale kompetencecenter i København.

”Life science-miljøet i hovedstadsregionen ligger i top fem og er derfor meget relevant for os. Her er specialiserede medicinske rådgivere og analytikere inden for fx hjertekarsygdomme, diabetes, dermatologi og neurologi, samt stor viden om data, sikkerhedskrav og markedsforhold, og vi regner med at drive en stor del af vores forretningsudvikling fra København. På grund af Brexit kan København desuden blive et alternativ til London, hvor vores hovedkontor ligger i dag”

separator- Rasmus Bech Hansen, CEO, Airfinity

I København får Airfinitys industry board, som skal produktudvikle og kommercialisere Airfinitys teknologi, til huse, og formand for boardet bliver Christian Kanstrup, som kommer fra en stilling som Senior Vice President i Novo Nordisk, hvor han bl.a. har været chef for globalt salg og marketing.

Flere konferencer til Greater Copenhagen

Airfinity er i dialog med en lang række aktører bl.a. markedsledere inden for vigtige medicinske områder, fonde, organisationer som tiltrækker kongresser, universiteter og andre netværk. Målet er at blive en aktiv del af det danske life science-økosystem og styrke det ved at tiltrække endnu flere konferencer til Greater Copenhagen.

”Internationale life science-konferencer er et fantastisk udstillingsvindue for Greater Copenhagens stærke kompetencer. Konferencerne tiltrækker førende forskere og virksomheder, som det er rigtig interessant for vores lokale life science-virksomheder at ansætte og samarbejde med”

separator- Anette Steenberg, direktør for investeringsfremme, Copenhagen Capacity

Hjælp fra Copenhagen Capacity

Copenhagen Capacity har via Copenhagen Financial Hub hjulpet Airfinity med kontakter til investorer samt til viden- og kontorfællesskaber, fx Health Tech Hub og COBIS, og life science-netværksorganisationer, fx Medicon Valley Alliance, Copenhagen HealthTech Cluster og Healthcare DENMARK.

Derudover har Copenhagen Capacity stillet sine services til rådighed inden for virksomhedsetablering fx rådgivning om juridiske forhold, regnskab og løn, og introduceret Airfinity til mulighederne for at benytte Copenhagens Capacitys database med internationale specialister og for at deltage i internationale kampagner med det formål at tiltrække udenlandske talenter.

”Copenhagen Capacity har været meget kompetente og hjælpsomme med at introducere os til serviceudbydere, som hurtigt fik vores virksomhed op at stå, ligesom de har præsenteret os for nye samarbejdspartnere og muligheder for at rekruttere specialister”

separator- Rasmus Bech Hansen, CEO, Airfinity