Små- og mellemstore virksomheder skal have bedre værktøjer til rekruttering og onboarding af udenlandsk arbejdskraft

Med støtte fra Innovationsfondens Grand Solutions program skal det nationale initiativ og forskningsprojekt ”Onboard Denmark” hjælpe de danske små- og mellemstore virksomheder til bedre selv at kunne rekruttere og onboarde medarbejdere fra udlandet.

Internationale medarbejdere er good business. De kan lette adgangen til det globale marked og booste eksporten, de bidrager til øget innovation gennem deres anderledes måde at tænke på, og så kan de udgøre den arbejdskraft, som vi mangler i Danmark f.eks IT/tech-kompetencer til digitalisering eller faglærte til byggerierne.

Mens store virksomheder i Danmark rapporterer om succesfuld rekruttering og fastholdelse af internationale talenter, så er det en helt anden historie hos de små og mellemstore virksomheder, de såkaldte SMV’ere. Disse virksomheder har ikke de samme ressourcer og har derfor brug for viden og hjælp til i stedet at rekruttere og fastholde medarbejdere fra udlandet, påpeger folkene bag det nye forskningsprojekt.

Vores håb er, at vi kan gøre det lettere for små- og mellemstore virksomheder at springe ud i at rekruttere udenlandske medarbejdere, fordi der ligger så meget forretningspotentiale i den viden de kan tilføre

- Nikolaj Lubanski, Director of Marketing and Talent, Copenhagen Capacity 

SMV’erne i fokus

Med knap 6 mio. kr. i støtte vil Onboard Denmark i tæt samarbejde med SMV’er fra hele landet udvikle en række værktøjer skræddersyet til de enkelte virksomheders konkrete behov. Disse værktøjer vil gøre det muligt for SMV'er selv eller for f.eks. regionale forretningskonsulenter og HR-specialister, bedre at forstå, om og hvordan SMV'er skal målrette sig mod at rekruttere internationale talenter, og hvordan man udvikler en kultur, der øger fastholdelsen af udenlandske medarbejdere. 

Med et solidt forskningsgrundlag for både virksomheder og talenter, kan vi udvikle en værktøjskasse, der tilgodeser begge parter. Det bliver en slags hjælp til selvhjælp, så virksomhederne selvstændigt kan komme i gang med eller forbedre rekruttering og onboarding af international arbejdskraft

- Benedikte Brincker, Institutleder på Sociologisk Institut, KU

Bag Onboard Denmark står en sammenslutning af partnere med ekspertise i global mobilitet og partnere, der dagligt hjælper SMV’er til vækst og udvikling.

ODIS_Project_Partners_Final

Fra forskning til praksis

Onboard Denmark er et forskningsprojekt, men har fra start til slut fokus på at indhentet viden omsættes til praksis. Her spiller projektpartnerne DI der har direkte kontakt til erhvervslivet, samt Copenhagen Capacity og Business Region Aarhus gennem arbejdet med talenttiltrækning, en stor rolle. Det samme er gældende for projektets samarbejde med aktører omkring Femern Projektet, som bidrager til at udvikle konkrete værktøjer til brug ved bl.a. større regionale udviklingsprojekter, der kræver en stor del faglærte arbejdere.

Fordi der internt i projektet er en tæt forbindelse mellem forskere og erhvervsaktører, kan den viden, der optages fra både talenter og virksomheder hurtigt sættes i anvendelse og gøre en konkret forskel for landets små- og mellemstore virksomheder allerede indenfor nær fremtid

- Paola Andrea Barrientos Quiroga, Investment Manager, Innovationsfonden

Vil du vide mere?

Her kan du læse mere om projektet Onboard Denmark, eller kontakt Claire Maxwell, Professor på Sociologisk Institut, KU via cm@soc.ku.dk/ 28 70 11 92 eller Nikolaj Lubanski, Direktør for Marketing og Talent, Copenhagen Capacity via nl@copcap.com / 22 16 15 11