Mød bestyrelsen: Sophie Hæstorp Andersen

Jeg er drevet af at arbejde for en stærk Hovedstadsregion, hvor vækst og arbejdspladser går hånd i hånd med en grøn og sund fremtid, mener Sophie Hæstorp Andersen, der sidder i Copenhagen Capacitys bestyrelse.

I den kommende tid kan du møde de mennesker, der sidder i Copenhagens bestyrelse, og blive klogere på deres ambitioner for Greater Copenhagen og vækstmuligheder i hele regionen skabt gennem udenlandske virksomheder og talenter.

Navn: Sophie Hæstorp Andersen
Stilling: Regionsrådsformand i Region Hovedstaden
Medlem af bestyrelsen siden: 2020

Hvorfor sidder du i Copenhagen Capacitys bestyrelse?

Jeg sidder i bestyrelsen, fordi jeg har en lang række gode erfaringer fra tæt samarbejde med den svenske side af Greater Copenhagen. Herudover er jeg også medlem af bestyrelsen i både Erhvervshus Hovedstaden og Wonderful Copenhagen. Før erhvervsfremmereformen havde Region Hovedstaden et tæt finansielt, strategisk og praktisk samarbejde med CopCap, som vi finansierede med et basishonorar. Jeg var også formand for Vækstforum Hovedstaden fra 2014-2018. Jeg har derfor fulgt med på allernærmest hold igennem mange år, og har stor indsigt i fondens arbejde.

Hvad er din største ambition som medlem af bestyrelsen?

Min største ambition er, at vi sammen får udviklet en international attraktiv, innovativ og grøn metropol. Jeg er drevet af at arbejde for en stærk Hovedstadsregion, hvor vækst og arbejdspladser går hånd i hånd med en grøn og sund fremtid. Alt arbejde i Region Hovedstaden handler om liv. Om at bringe liv til verden, om at redde liv, om det gode arbejdsliv, om høj livskvalitet, om at give nye ideer liv, om et liv pa lige vilkår i sundhedsvæsnet, om mere grønne og bæredygtige liv og om livet for de næste generationer. I CopCap skal vi samarbejde for at opnå lige netop dette ved at styrke det internationale udsyn ex gennem strategiske projekter som STRING, skabe miljøer i vores sundhedsvæsen, som er attraktive for danske og udenlandske virksomheder og medarbejdere, styrke vores klimaindsats og udvikle testbeds, hvor virksomheder kan afprøve nye grønne løsninger, før de sættes i storskalaproduktion.

Har du et fokusområde, som ligger dig særligt nær?

I kraft af min rolle som regionsrådsformand, er det særligt det sundhedsfaglige som fylder meget for mig. Det gælder både når det kommer til at kunne tiltrække og fastholde de bedste internationale virksomheder og kandidater, som kan hjælpe os med at styrke miljøerne, der udvikler sundhedsvæsnet til gavn for patienterne. Men også når det kommer til uddannelse og innovation, hvor vi i Region Hovedstaden ligger mange kræfter i at være på forkant med udviklingen, for at kunne give regionens borgere de bedste behandlingsmuligheder.

Hvad er din baggrund?

Jeg har siden 2014 været regionsrådsformand i Region Hovedstaden. Jeg har tidligere siddet i Folketinget, hvor jeg beskæftigede mig med sundhed, forskning, IT, og en række andre områder. Fra 2014 til 2018 var jeg formand for Vækstforum Hovedstaden, hvor vi lavede strategisk og finansiel planlægning af indsatsområder i hele hovedstadsregionen, bl.a. life science, turisme og grøn udvikling. Imellem mine perioder i Folketinget uddannede jeg mig til Cand.scient.pol. Herudover er jeg mor til to, madentusiast og kæmpe sportsfan med en forkærlighed for fodbold på vestegnen og e-sport.