Mød bestyrelsen: Jørgen Bardenfleth

København er Danmarks metropol, og væksten her skaber jobs i hele landet. Derfor er det vigtigt at markedsføre København internationalt for at tiltrække endnu flere udenlandske virksomheder og talenter, mener Jørgen Bardenfleth, der sidder i Copenhagen Capacitys bestyrelse.

I den kommende tid kan du møde de seks mennesker, der sidder i Copenhagens bestyrelse, og blive klogere på deres ambitioner for Greater Copenhagen og vækstmuligheder i hele regionen skabt gennem udenlandske virksomheder og talenter.

Navn: Jørgen Bardenfleth
Stilling: Bestyrelsesposter i Lyngsoe Systems, Dubex og Symbion
Medlem af bestyrelsen siden: 2009

Hvorfor sidder du i Copenhagen Capacitys bestyrelse?

København er Danmarks metropol, som skaber jobs i hele landet, ikke kun i hovedstadsregionen. Derfor er det vigtigt, at vi gør alt for at sikre, at København er attraktiv for udenlandske virksomheder og konkurrencedygtig i forhold til fx Stockholm, Hamburg, Amsterdam og Dublin.

Gennem mit bestyrelsesarbejde i bl.a. Symbion, Accelerace og BLOXHUB og direktørposter i Hewlett-Packard, Intel og Microsoft Danmark har jeg en god indsigt i områder, hvor København ønsker at differentiere og profilere sig over for udenlandske virksomheder. Fx inden for det danske startup-miljø, bæredygtig byudvikling og digitalisering af den offentlige og finansielle sektor – og det giver mig mulighed for at bidrage til at styrke og udvikle Copenhagen Capacity.

Hvad er din største ambition som medlem af bestyrelsen?

At Københavnsområdet bliver mindst lige så attraktivt for udenlandske virksomheder som Amsterdam og Stockholm og er i stand til at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere inden for udvikling.

Har du et fokusområde, som ligger dig særligt nær?

Ikke overraskende iværksætteri og bæredygtig byudvikling, men også life science og vedvarende energi. De områder har jeg arbejdet med i min karriere, og de er samtidig styrkepositioner, hvor København og Danmark skiller sig ud internationalt, og som Copenhagen Capacity derfor arbejder strategisk med at styrke gennem international markedsføring over for udenlandske virksomheder og talenter.

Hvad er din baggrund?

Jeg er uddannet Civilingeniør (E) fra DTU og har en MBA i Marketing, Finance fra UCLA. Min erhvervserfaring tæller 20 år som direktør i Hewlett-Packard, Intel og Microsoft Danmark og bestyrelsesposter i bl.a. Lyngsoe Systems, Dubex, Symbion, Accelerace og BLOXHUB samt en række tech-, medtech/life science- og konsulentvirksomheder.