It-virksomheder til online jobmesse

Vi skal holde godt fast på de udenlandske it-specialister, der har fundet vej til Danmark. På et online matchmaking-event for danske tech-virksomheder og udenlandske it-eksperter opsagt under corona-krisen sikrede Copenhagen Capacity, at knap 20 procent af deltagerne igen er i spil til et job i Danmark.

Mange danske tech-virksomheder har udenlandske specialister ansat. Og selvom corona-krisen har været et vindue til vækst for mange, har branchen også delt fyresedler ud.

For at forhindre at de udenlandske hjerner forlader Danmark, arrangerede Copenhagen Capacity et online matchmaking event for 8 danske og sydsvenske tech-virksomheder.

Visumregler kan hjemsende udenlandske it-specialister

For modsat deres danske kollegaer har ansatte fra ikke-EU-lande kun tre måneder til at finde et nyt job, før deres visum udløber. Det fortæller Nikolaj Lubanski, der er talentdirektør i Copenhagen Capacity.

”De udenlandske tech-specialister er typisk kandidater, som Danmark har alt for få af. Derfor er det ganske kritisk, hvis de rejser herfra – hvilket visumreglerne kan tvinge dem til. Vores mål var derfor hurtigt at matche dem med virksomheder, og dermed bevare it-specialisterne i det danske økosystem”

- Nikolaj Lubanski, talentdirektør i Copenhagen Capacity

Online jobsamtaler fungerer

Der blev holdt 77 online jobinterviews på tre timer, og de 8 virksomheder estimerer indtil videre, at de vil ansætte 9 fuldtidsmedarbejdere og 3 deltidsmedarbejdere. Dermed er knap 20% af deltagerne igen i spil til et job i Danmark.

Novo Nordisk-datterselskabet NNE, der leverer ingeniørydelser til medicinalindustrien, var blandt deltagerne:

”Vi mødte nogle spændende kandidater gennem matchmaking-eventet, som nu er nu sluset videre i vores eget rekrutteringssystem. Det var meget interessant at møde kandidaterne virtuelt, og det fungerede godt at have 15 minutter til at interviewe hver kandidat”

- Camilla Hjorth Stræde, Manager HR Service, Rewards & Talent Acquisition, NNE

De otte virksomheder, der deltog, var Novo Nordisk, NNE, Shape, 3Shape, Atlant 3D, Monsido, Skymill og Man Energy Solutions.

Over 50 procent af de ledige jobs besat

Copenhagen Capacity har gennem de sidste år opbygget en database med ca. 47.000 udenlandske specialister, der enten bor eller ønsker at flytte til Greater Copenhagen for at arbejde.

Det var blandt andet herfra, Copenhagen Capacity fandt egnede kandidater til matchmaking-dagen. Men for at fange profiler, som lige var blevet ledige, kørte også en kampagne på Facebook.

”Matchmaking-dagen var 100 procent baseret på virksomhedernes ønsker til kompetencer. Så det gjaldt om at finde et bredt felt af egnede kandidater, som vi kunne snævre ind. Godt 50% af de ledige stillinger, som var slået op på dagen, blev besat, så synes jeg godt, man kan kalde vores screeningarbejde en succes”

- Nikolaj Lubanski, talentdirektør i Copenhagen Capacity

Vil du vide mere om vores matchmaking?

Copenhagen Capacity holder mange forskellige karriere- og matchmaking events for virksomheder og udenlandske specialister. Du kan læse mere om vores talentevents her og du er også velkommen til at kontakte Giorgia Piteri, Talent Retention Manager, på +45 21 89 74 03 eller gpi@copcap.com.