Dansk-svensk forskning i kroppens mikroorganismer er verdensførende

Dansk og svensk forskning i kropsbakteriers betydning for vores helbred er verdensførende inden for områder som stofskiftesygdomme, kvindelig reproduktion, fermentering og funktionelle fødevarer. Det viser en ny stor kortlægning, som understreger Greater Copenhagens potentiale som international forskningshub. Startuppen Unseen Bio, der analyserer afføringsprøver, er en af de virksomheder, som tror på mikrobiomets enorme muligheder.

Forskning i kroppens mikroorganismer – mikrobiomet – kan potentielt revolutionere behandlingen af en række lidelser som diabetes, tarmlidelser, leddegigt, ufrivillig barnløshed og visse kræfttyper.

”Potentielt” er nøgleordet, for de endelige beviser mangler stadig. Men i Greater Copenhagen, som dækker Østdanmark og Sydsverige, ligger forskningen ikke på den lade side. Store virksomheder som Ferring, Chr. Hansen og BioGaia forsker intenst i at finde sammenhængene.

Europæisk førertrøje i kliniske mikrobiom-forsøg

Faktisk er deres forskning – og andre virksomheder i life science-klyngen Medicon Valley i Greater Copenhagen – i absolut topklasse.

Greater Copenhagen-regionen har fx flere kliniske forsøg inden for mikrobiomet end nogen anden region i Europa, og verdens højeste koncentration af fermenterings-aktiviteter. Det viser en ny analyse, som Copenhagen Capacity, i samarbejde med Medicon Valley Alliance og Invest in Skåne, står bag.

“Vi skal bruge vores styrker på mikrobiom-området til at positionere regionen internationalt og tiltrække virksomheder med forskningsaktiviteter inden for mikrobiomet og udenlandske talenter til forskerstillinger på universiteter, universitetshospitaler og private virksomheder i Greater Copenhagen”

- Anette Steenberg, direktør for investeringsfremme i Copenhagen Capacity

EU-midler til dansk-svensk mikrobiom-indsats

Sidste år fik Copenhagen Capacity, Medicon Valley Alliance, Invest in Skåne og Greater Copenhagen Committee 9 millioner kroner fra EU’s ”Interreg”-program, der fremmer samarbejder over landegrænser, i dette tilfælde over Øresund, til en indsats på mikrobiom-området.

Kortlægningen af de dansk-svenske styrkepositioner er projektets første skridt og har sammenlignet Greater Copenhagen med mikrobiom-forskningsmiljøer i Boston i USA, Paris i Frankrig, Cork i Irland, Heidelberg i Tyskland, Wageningen i Holland og Leuven i Belgien.

Markedsføring skal tiltrække udenlandske virksomheder og forskere

Til september lanceres to digitale kampagner, som skal gøre udlandet opmærksom på forsknings-, karriere og og forretningsmuligheder inden for mikrobiomet i Greater Copenhagen – med det mål at skabe et internationalt førende miljø for forskning og udvikling.

”Analysen giver et meget interessant overblik over vores styrker sammenlignet med andre førende forsknings-hubs. Men det er også tydeligt, at Greater Copenhagen ikke har den internationale anerkendelse, som vores forskning berettiger – så der venter et stort PR-arbejde”

- Søren J. Sørensen, Professor PhD., Head of Section of Microbiology, Københavns Universitet 

Der er potentiale i lortet

I DTU Science Park i Hørsholm sidder startup-virksomheden Unseen Bio. De er i gang med at udvikle computerprogrammet, Your Digital Gut, som ved at analysere afføringsprøver kan kortlægge afsenderens unikke sammensætning af tarmbakterier og deres interaktion – og på den baggrund rådgive om kost og kosttilskud, der kan afhjælpe specifikke lidelser eller bare påvirke den almene sundhedstilstand.

Og det er et nybrud med videnskaben, som i dag kun giver generelle råd som spis grønt og groft, fortæller Johan Bruun Hartmann, der er co-founder af Unseen Bio.

”Tidligere mente man, at tarmen bare var et passagerør, men i dag ved man, at den er et unikt økosystem af mange millioner mikroorganismer, som påvirker dig som værtsorganisme. Fx har nogle mennesker med irritabel tyktarm en mangelfuld og skævt fordelt sammensætning af tarmbakterier. Med vores computermodel kan vi potentielt udregne, præcis hvilke fødevarer eller kosttilskud den enkelte skal indtage for at ændre ubalancen”

- Johan Bruun Hartmann, co-founder, Unseen Bio

Bedre forskningssamarbejder på kryds og tværs

Iværksætteren er ikke i tvivl om, at videnskaben endnu kun har set toppen af potentialet i mikrobiomet. For ”forskningsresultaterne ruller ind med så stor hast, at det er svært at forestille sig, det skulle være en blindgyde”.

Virksomhedens mål er derfor at udvikle et kommercielt værktøj, som er klar, når videnskaben kan slå fast, hvilke sammenhænge der er mellem mikrobiomet og helbred.

Johan og hans forretningspartner, Jens Gandløse, begyndte at ideudvikle på Unseen Bio i november 2018. I dag er partnerkredsen udvidet til fem, og startuppen har netop modtaget støtte fra Innovationsfonden. Og selvom vejen dertil har været sjov og lærerig, har den også udstillet hullerne i osten.

”Det ville være rigtig fedt for al forskning og innovation i Danmark, hvis der var flere formaliserede måder for samarbejder mellem startups, etablerede virksomheder og universitetsforskere – fx en digital platform til at mødes om forskningsprojekter. I dag beror det meget på personlige relationer, og jeg tror desværre, at mange ideer går tabt på den konto”

- Johan Bruun Hartmann, co-founder, Unseen Bio

Det største skulderklap

Han peger også på adgangen til midler i de tidlige stadier, som i dag er domineret af offentlige tiltag, mens den risikovillige private kapital er knap og ofte flyder til forskning på universiteterne.

”Det er ingen kritik, men det er klart, at færre fundingmuligheder avler mindre innovation. Vi er dybt taknemmelige for Innovationsfondens bevilling, den er det største skulderklap, vi har fået, og vi vil virkelig arbejde for, at det bliver en fantastisk investering. På sigt bliver det nok vanskeligt at rekruttere alle vores medarbejdere lokalt – og så er det rigtig godt at have en partner som Copenhagen Capacity, der kan hjælpe med at tiltrække talenter fra udlandet”

- Johan Bruun Hartmann, co-founder, Unseen Bio

Mangler din virksomhed mikrobiom-specialister?

Mange mikrobiomforskere og -specialister kender ikke meget til mulighederne i Greater Copenhagen-regionen. Derfor kører vi i slutningen af september en online kampagne, hvor virksomheder og universiteter i Danmark kan markedsføre deres ledige stillinger over for attraktive udenlandske eksperter.

Læs mere om, hvordan din virksomhed kan deltage i mikrobiom-kampagnen her – og har du spørgsmål, så kontakt Dan Rosenberg, Senior Talent Acquisition Manager, på dro@copcap.com eller +45 60 85 15 60.

Om analysen

  • Sammenligner forskningsmiljøerne i Medicon Valley (Greater Copenhagen, Denmark), Center for Microbiome informatics & Therapeutics (Boston, USA), EMBL (Heidelberg, Tyskland), INRAE (Paris, Frankrig), Wageningen Molecular Ecology (Holland), APC Microbiome Institute (Cork, Irland) og VIB-KU Leuven Center for Microbiology (Leuven, Belgien).

  • Er baseret på en dybdegående analyse af antallet af hhv. kliniske forskningsaktiviteter og forskningspublikationer inden for mikrobiomet udgivet i Greater Copenhagen sammenlignet med de nævnte forskningsmiljøer.

  • Er desuden baseret på mere end 40 interviews med virksomheder, organisationer, forskere og konsulenter i Greater Copenhagen-regionen.

  • Er udarbejdet af Copenhagen Capacity, Invest in Skåne og Medicon Valley Alliance og er sponsoret af EU’s ”Interreg”-program og Greater Copenhagen Committe.

Life science er Danmarks vækstmotor

  • Den danske life science-industri er i dag Danmarks helt store vinder og kilde til vækst. Den skaber højproduktive jobs, store eksportindtægter og høje skattebetalinger.

  • Life science-industrien i Danmark omsatte i 2016 for over 211 mia. kroner. Branchen eksporterede samme år for omkring 108 mia. kroner – og stod i 2017 for 16 procent af Danmarks samlede eksport. I 2008 var 40.168 personer ansat i life science-industrien. Det tal var i 2016 vokset til 47.330.

  • Life science-industrien bidrog i 2016 med 21,4 mia. kroner til de offentlige finanser i form af selskabsskatter og personskatter.

  • En international satsning på mikrobiom-området kan stå på skuldrene af andre forskningsområder, hvor Greater Copenhagen udmærker sig på verdensplan. Det gælder fx bakteriologi, metabolisme/diabetes, onkologi, fødevarer/fermentering og proteinforskning/bioinformatik.

  • Førende virksomheder tæller blandt andre danske Chr. Hansen, Danisco DuPont og Novozymes samt svenske Biogaia og Probi, der sidder på cirka 80% af verdensmarkedet for probiotika, der indeholder levende bakterier til at ændre floraen i blandt andet tarmen.