Corona-hackathon – her er vinderne

Over 600 deltagere fra 51 lande mødtes virtuelt i København i april omkring missionen: at finde løsninger, der redder liv, virksomheder og samfundet gennem corona-krisen. Se vinderløsningerne her.

Den 3.-5. april arrangerede Copenhagen Capacity, TechBBQ, Women Techmakers Denmark og Startup Wise Guys Danmarks største hackathon: Hack the Crisis Denmark.

I 48 timer dystede mere end 600 deltagere fra 51 lande – lige fra studerende til store virksomheder – om at udvikle teknologiske, ikke-medicinske løsninger på nogle af de udfordringer, som Corona-situationen skaber i Danmark.

Udstiller Danmarks digitale forspring

Udover at få Danmark gennem krisen med færrest mulige mén, var målet at markedsføre København og Danmark over for udenlandske tech-talenter og virksomheder.

 ”Det er meget positivt, at hackathon’et tiltrak så stor opmærksomhed i Danmark og udlandet. Det resulterede i mange innovative løsninger på presserende, samfundsmæssige udfordringer i Danmark og gav samtidig give et fint indtryk af de danske styrkepositioner. Fx den udbredte digitalisering af det danske samfund og det stærke samarbejde mellem forskere, virksomheder og den offentlige sektor, som er meget attraktivt for udenlandske tech-virksomheder”

- Claus Lønborg, CEO i Copenhagen Capacity


Se de tre vinder-ideer her

De tre vindere, der blev kåret inden for tre forskellige spor, kan du se her:

  • Hjælp til at redde liv: QuickQ – et online kø-system, der forebygger, at handlende står i fysiske butikskøer med fare for at sprede smitte.
  • Hjælp til samfundet: Covid Guard – en app, der giver danskere besked, hvis et menneske, de har haft kontakt med, testes positiv for Corona-virus.
  • Hjælp til virksomheder: JarmaPOL – et website, der hjælper danske arbejdsgivere og virksomheder med at finde vej blandt de hjælpepakker, den danske regering har lanceret under corona-krisen.

Og vil du se alle løsningsforslagene, så klik her.

Fakta om Hack the Crisis Denmark

  • Over 600 deltagere fra 51 lande.
  • 70 frivillige mentorer rådgav deltagerne.
  • 76 løsningsforslag.
  • 3 vindere.
  • Dommerpanelet bestod bl.a. af: Natasha Friis Saxberg, CEO i IT-Branchen, iværksætteren Cristobal Alonso, der nu er CEO i Startup Wise Guys, Henning Langberg, Head of Innovation på Rigshospitalet, Morten Benz, tidligere CEO i Telia, og Jørgen Bardenfleth, bestyrelsesformand i Symbion.
  • Hovedarrangører: Copenhagen Capacity, Startup WiseGuys, Women Techmakers, TechBBQ.
  • Medarrangører: Guaana, Garage48, Agnitio, nG Copenhagen, Nordic.AI
  • Partnere: Microsoft, Coronatech, Growth tribe, the Camp, Bird and Bird, Kickstart Aalborg