Britisk it-konsulenthus åbner nordeuropæisk hovedkontor i København

Scott Logics kontor i Nyhavn er nyt, men den danske kundebase trækker tråde ti år tilbage og tæller blandt andet Saxo Bank, Nord Pool, Rabobank, Danske Bank, Nordea og SEB. Scott Logic er vild med København og mulighederne i byens fintech-miljø og har derfor valgt at placere sit nordeuropæiske hovedkontor her – et kontor, der også skal være springbræt til det øvrige Europe.

”Der er flere grunde til, at vi valgte Danmark til vores første kontor uden for Storbritannien. En afgørende faktor var vores veletablerede kundebase i København, især inden for finanssektoren. Dertil kommer, at vi virkelig godt kan lide København, og at byen er ved at opbygge en position som en spændende hub for fintech og finans”
- Rob Smith, Client Relationships Director, Scott Logic

Forventer 100 medarbejdere om fem år

Scott Logic er en britisk software konsulentvirksomhed med kunder inden for energihandel, e-handel, finansielle tjenesteydelser, kapitalmarkeder, olie og gas, sundhedssektoren og den offentlige sektor.

Virksomheden blev grundlagt i 2005 af Gary Scott, der var direktør hos Lehman Brothers i 11 år, før han vendte hjem til England, hvor selskabet nu har hovedkontor og udviklingscentre i Newcastle, Edinburgh, Bristol og London.

Baseret på virksomhedens vækst i Storbritannien, hvor kontorerne i gennemsnit øger antallet af ansatte med 20-40 personer hvert år, forventer Scott Logic at ansætte 100 medarbejdere i København inden for fem år.

”Vores nordeuropæisk hovedkontor i København bliver det knudepunkt, hvorfra vi leverer lokal viden og ekspertise til Skandinavien og hele Nordeuropa”
- Gary Scott, administrerende direktør, Scott Logic

Åbent og innovativt fintech-miljø 

Få dage før åbningen af københavner-kontoret deltog Scott Logic i Copenhagen Fintech Week i København som guldsponsor. Ifølge virksomheden er fintech-miljøet i hovedstaden noget særligt, fordi der hersker en åben og tillidsfuld stemning, hvor man gerne deler ideer og byder nye virksomheder velkommen.

Og det er netop en af de egenskaber, som Copenhagen Capacity slår på, når København skal markedsføres over for udenlandske fintech-virksomheder og iværksættere.

”Globalt er fintech-sektoren er i rivende vækst, og konkurrencen om at tiltrække investorer, virksomheder og talenter er hård. København har på få år skabt et stærkt iværksættermiljø og gode rammevilkår for branchen, og den styrkeposition, vi i Copenhagen Capacity bruger til at markedsføre Greater Copenhagen internationalt, bliver stærkere, hver gang vi lykkes med at tiltrække ny spiller. Så stort velkommen til Scott Logic”
- Anette Steenberg, direktør for investeringsfremme, Copenhagen Capacity

Hjælp fra Copenhagen Capacity

Copenhagen Capacity har hjulpet Scott Logic med at etablere sig i København. Bl.a. med rådgivning om virksomhedsstruktur, skatteregler, lønrammer og kontorlokaler og ved at sætte Scott Logic i forbindelse med virksomheder og potentielle forretningspartnere.

”Copenhagen Capacity har været en stor hjælp. Deres positive ”jo vi kan”-indstilling har været medrivende, og de har hjulpet os med at forstå forretningsmiljøet, udpege hvem vi skal snakke med, og hvor vi kan kigge efter specialiserede medarbejdere”
- Gary Scott, administrerende direktør, Scott Logic