Adm. direktør i Copenhagen Capacity fratræder

Claus Lønborg fratræder sin stilling som administrerende direktør i Copenhagen Capacity efter godt 8 år på posten.

Som led i den nye lov om erhvervsfremme (2018) er Copenhagen Capacity blevet pålagt markante besparelser og reduktioner i indsatser og organisation. Organisationen er nu tilpasset de nye vilkår, og adm. direktør Claus Lønborg har i forlængelse heraf foreslået bestyrelsen at finde en ny adm. direktør, der kan stå for den fortsatte ledelse og udvikling af fonden.

”Jeg vil gerne takke Claus Lønborg for vores gode samarbejde de sidste otte år. Claus har sammen med organisationen skabt historisk gode resultater til gavn for vækst og beskæftigelse i Greater Copenhagen. 2019 var ingen undtagelse, idet organisationen her tiltrak det højeste antal virksomheder OG det største antal udenlandske talenter i fondens 27 årige historie. Claus har samtidig stået i spidsen for digitaliseringen af Copenhagen Capacitys internationale markedsføring, der har skabt øget kendskab til Greater Copenhagen samt høstet international anerkendelse. Og så har han styret Copenhagen Capacity gennem den seneste turbulente tid, så organisationen nu er rustet til den nye virkelighed”

- Peter Højland, bestyrelsesformand i Copenhagen Capacity

Læs også: Vækstskabende initiativer må lukkes

Rekrutteringen er i gang

Bestyrelsen er gået i gang med at rekruttere en ny direktør i samarbejde med et eksternt rekrutteringsbureau, og både interne og eksterne kandidater opfordres til at søge. Den nye direktør forventes fundet inden for de næste par måneder. Claus Lønborg fortsætter som adm. direktør frem til hans afløser er fundet.

”At skabe vækst og udvikling i København og Danmark sammen med kolleger og samarbejdspartnere har været både meningsfuldt, spændende og et stort privilegium. Jeg ser tilbage på otte fantastiske år med masser af passion, udvikling og resultater. Nu skal Copenhagen Capacity finde sit nye ståsted i et nyt erhvervsfremmesystem, og det skal der nye kræfter til. Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer”

- Claus Lønborg, adm. direktør i Copenhagen Capacity

Læs også: Branding af Danmark nomineret til international prishæder