København er 20 procent billigere for virksomheder end Stockholm

Hovedstadsregionen er mere interessant at investere i end både Stockholm-området, Amsterdam, Zürich og det sydøstlige Storbritannien, inklusiv London, viser ny analyse lavet af Copenhagen Capacity.

Analysen er baseret på tal fra det Financial Times-ejede fDi Intelligence’s rapport ’European Cities and Regions of the Future’, der fremhæver Københavnsområdet kun to måneder efter, at det anerkendte erhvervsmedie Forbes rangerede Danmark som det fjerdebedste forretningsland i verden. Med rapporten i mente har Copenhagen Capacity regnet sig frem til, at Hovedstaden bl.a. er op mod 20 procent billigere for virksomheder end Stockholm.

Ofte lyder de kritiske røster, at Hovedstadsregionen er alt for dyr og ikke konkurrencedygtig, hvilket driver virksomheder til at søge til Stockholm, Amsterdam og Dublin frem for København. Men internationale sammenligninger tyder på, at det er en myte, at København og kommunerne omkring står skidt i konkurrencen med andre regioner i Europa.

"Hovedstadsregionen er stærkere og langt mere attraktiv, end hvad mange udenlandske virksomheder muligvis har indtrykket af.  Vi har både lave omkostninger, et stærkt erhvervsklima og en veluddannet arbejdsstyrke", siger formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, der glæder sig over, at det ikke er København isoleret, men hele Hovedstadsområdet som region, der opnår den stærke placering.

"At det er hovedstadsregionen - altså København sammen med de stærke omegnskommuner – der er så attraktiv, understreger værdien af det stærke samarbejde på tværs af de traditionelle kommunegrænser og barrierer i regionen".

Bedst blandt de små
Det er det Financial Times-ejede fDi Intelligence, der udgiver rapporten ’European Cities and Regions of the Future’, som på en lang række parametre opgør, hvilke regioner og byer, der er de mest interessante at investere i.  

København ligger i 2014-rapporten, der netop er kommet på gaden, på en samlet tredjeplads efter Nordrhein-Westfalen og Skotland med Stockholm-området på en fjerdeplads og Amsterdam og Zürich endnu længere nede ad listen.

Copenhagen Capacitys analyse, der baserer sig på fDis tal, viser bl.a., at sammenligner man de totale omkostninger ved at drive en forretningsenhed som fx et skandinavisk hovedkontor i form af lønninger (inklusive socialbidrag) og husleje, så er Københavnsområdet 15 til 20 procent billigere end Stockholm.

Og faktisk får København endnu bedre placeringer af fDi Intelligence end den overordnede tredjeplads. Hovedstadsregionen er således det mest interessante område at investere i blandt de små regioner i Europa ligesom Hovedstaden henter en tredjeplads i kategorien ’Foreign Direct Investment Strategy’, der vurderer regionernes arbejde med at tiltrække investeringer. 

"Vi arbejder benhårdt med at afdække regionens specifikke styrkepositioner. Områder hvor Hovedstadsregionen er særligt stærk i en international sammenligning. Og netop den indsats er, sammen med vores arbejde for at gøre opmærksomme på vores styrker, med til at bringe os helt til tops", siger Claus Lønborg, der er adm. direktør for Copenhagen Capacity, der er sat i verden af Region Hovedstaden og Region Sjælland for at skabe vækst og arbejdspladser ved at tiltrække og fastholde virksomheder.

"Men konkurrencen er benhård, og det er en placering, vi skal arbejde målrettet for at holde. Det er ikke nok, at fDi Intelligence ved, at København er attraktiv. Det er virksomhederne, der skal vælge København. Man kan sige, at vi har den placering, vi gerne vil have. Nu skal vi holde den og gøre endnu mere for at bruge den til at skabe vækst og arbejdspladser".

’European Cities and Regions of The Future’ kommer kun et par måneder efter, at Forbes på listen ’Best Countries for Business’ placerede Danmark på en fjerdeplads efter Irland, New Zealand og Hong Kong men foran Sverige Singapore og Canada.

Læs hele Copenhagen Capacity's rapport her