Udenlandsdanske erhvervsfolk: For ringe image og kendskab til Danmark

En ny rundspørge blandt danske erhvervsledere i udlandet om Danmarks og Københavns image viser, at kendskabet er for lavt, og at negative historier på blandt andet udlændingeområdet blakker Danmarks internationale ry. Det vanskeliggør indsatsen for at tiltrække udenlandske virksomheder og talenter og kan dermed bremse Danmarks og hovedstadsområdets vækst.

Over halvdelen (54 pct.) af de danske erhvervsledere i udlandet mener, at der et manglende kendskab til Danmark/København, mens 41 pct. nævner, at Danmark har fået et image som uvenlig for udlændige, og 52 pct. mener, at der i indenrigspolitikken skal tages hensyn til, hvordan udlandet opfatter os. Det er nogle af hovedkonklusionerne i en ny rundspørge om Danmarks og Københavns image foretaget af Copenhagen Capacity i samarbejde med Copenhagen Goodwill Ambassador Corps.

Læs rapporten her.

"Danmark har rigtig meget at byde på, men det internationale kendskab til Danmark er grundlæggende for ringe. Dét gør, at nogle få negative historier hurtigt kan komme til at fylde for meget. Løsningen er ikke at lægge låg på den sunde og robuste offentlige debat i Danmark, men derimod at blive bedre til at vise udlandet alle de smukke nuancer i det danske samfund,”  siger Henrik Fogh Rasmussen, der er medlem af Copenhagen Goodwill Ambassador Corps.

Det manglende kendskab og flossede image er problematisk, da Danmark og Greater Copenhagen står over for en vækstudfordring, som tiltrækning af udenlandske virksomheder, investeringer og talenter kan være med til at løse. Hvor Danmark i 1994 var det 8. mest velstående land i OECD, får Danmark i 2014 en 15. plads. Derudover halter hovedstadsområdet efter konkurrerende metropoler som Stockholm og Berlin, når det gælder evnen til at skabe vækst og nye arbejdspladser.

Behov for imagekampagne i udlandet

I rundspørgen fremgår det også, at 61 pct. af respondenterne opfordrer/mener, at der bør iværksættes en imagekampagne for at styrke opfattelsen af Danmark i udlandet.

"Udenlandske virksomheder og talenter er vigtige for Danmarks fremtidige vækst, da de er mere produktive end danske og tilfører værdifuld viden. Derfor er der behov for at styrke kendskabet til, hvad Danmark og Greater Copenhagen kan tilbyde. Internationalt har København alle forudsætninger for at blive opfattet som en grøn, bæredygtig, cool og trendy metropol. Det skal vi bruge i den internationale markedsføring, hvilket præcis er tankegangen bag Greater Copenhagen-samarbejdet", siger Claus Lønborg, adm. direktør i Copenhagen Capacity.

Toperhvervsfolk debatterer muligheder og udfordringer

Analysens resultater bliver præsenteret på Copenhagen Goodwill Ambassador-korpsets årlige seminar den 25. august 2015, hvor de bliver drøftet i paneldebatter med internationale erhvervsfolk, toppolitikere og meningsdannere. Blandt andre Asger Aamund, Stine Bosse, Morten Messerschmidt, Martin Lidegaard, Sally Khallash og Timme Bisgaard Munk.

Frivillig indsats for Danmarks fremtidige vækst og velfærd

Undersøgelsen er gennemført i juni 2015 før folketingsvalget og er baseret på godt 240 besvarelser fra medlemmer af Copenhagen Goodwill Ambassador-korpset og Danes Abroad Group Online-netværket (DABGO). Copenhagen Goodwill Ambassador Corps, der er stiftet af Copenhagen Capacity og Wonderful Copenhagen, har siden 1996 hjulpet med at markedsføre København internationalt og har gennem en frivillig indsats trukket en lang række internationale virksomheder, investeringer, kongresser og turister til København. Korpset består af mere end 80 internationale erhvervsledere, entreprenører, innovatører, kulturfrontløbere og brandingeksperter med dansk baggrund, der bor og arbejder i godt 30 forskellige lande. I de seneste år har korpsets medlemmer blandt andet bidraget til at tiltrække investeringer for mere end 75 mio. kroner samt skabt international medieomtale og over 100 jobs i Greater Copenhagen.

DABGO er et netværk af over 10.000 erhvervsaktive internationale danskere. DABGO arbejder bl.a. for at bidrage til det bedst mulige fundament for dansk international handel/eksport, forbedring af danske forretningsfolks internationale karrieremuligheder og øgede internationale investeringer i Danmark.