To millioner til international markedsføring af Hovedstadsregionen

Hovedstadens Vækstforum har bevilget to millioner kroner til international markedsføring af Hovedstadsregionen. Målet er, at internationale investorer tænker på København og Hovedstadsregionen hele året og ikke bare fire dage i marts, hvor ejendomsmessen MIPIM finder sted i Cannes.

MIPIM-messen er verdens største netværksbegivenhed for bygge- og ejendomsbranchen og et førsteklasses udstillingsvindue for Hovedstadsregionens styrkeområder og spidskompetencer inden for hospitalsbyggeri og infrastruktur. Men i takt med at konkurrencen om investorernes gunst intensiveres, er det ikke nok at kippe med flaget fire dage om året.

-Hovedstadsregionen har en attraktiv profil for internationale investorer og har meget at vise frem, for eksempel Ringbyen og de store hospitalsbyggerier i Hillerød og Herlev. Det skal vi udnytte og eksponere mest muligt, så de internationale markeder er med til at styrke regionens vækst, siger udviklingsdirektør i Copenhagen Capacity, Kim Bek.

MIPIM som platform
Copenhagen Capacity har været med på MIPIM de seneste 17 år, og de mange års erfaring og samarbejdet i Vækstforum Hovedstaden har identificeret et behov for styrket international markedsføring af Hovedstadsregionen, ikke mindst på erhvervs- og investeringsfremmeområdet. Første fase bliver at styrke markedsføringen på MIPIM 2013, hvor partnerskabet allerede er stærkt og kan udbygges, bl.a. med flere kommuner.

- Markedsføringen skal på sigt inkludere alle regionens kommuner og deres relevante udviklingsprojekter og virksomheder. Copenhagen Capacity bliver det fælles talerør, der går i dialog med investorer og interessenter. Det er rigtig godt, at vi med Vækstforum Hovedstadens bevilling har fået bedre mulighed for at styrke indsatsen på MIPIM og fortsætte dialogen bagefter, så vi ikke taber momentum, forklarer Kim Bek.

En fælles fortælling
Vækstforum Hovedstadens bevilling vil fokusere på at skabe bred opbakning blandt de regionale aktører til en styrket international markedsføringsindsats. Den skal først og fremmest sikre en samlet fortælling om regionen som et attraktivt sted at investere – en fortælling, som ikke knytter sig til enkelte byggeprojekter og til selve byen København, men som samler hele regionen og de mange kommuner.

Derudover skal der udvikles et digitalt erhvervskort, som blandt andet ved at eksponere markante regionale udviklingsprojekter skal give et billede af byudviklings- og erhvervsområder i regionen inklusiv Malmø, så internationale virksomheder, entreprenører og investorer kan få et hurtigt overblik over mulige etableringslokaliteter.
Erhvervskortet bliver blandt andet udviklet i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Copenhagen Capacity, Region Hovedstaden og Malmø, og det finansieres af INTERREG-midler og medfinansieres af Region Hovedstaden.