Stor investorinteresse på MIPIM

Knap 30 kapitalstærke investorer fra USA, Dubai, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Skandinavien deltog i en velbesøgte netværksbrunch på årets MIPIM, som var arrangeret af Copenhagen Capacity.

”Det var et meget succesfuldt arrangement. Mange danske deltagere gik derfra med flere gode kontakter i telefonbogen”, fortæller Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity, om investorbrunchen, som Copenhagen Capacity, Københavns overborgmester og advokatfirmaet Bech-Bruun havde inviteret til.

Væksten vender tilbage
Med mere end 22.000 deltagere, heriblandt 4.500 internationale investorer fra over 90 lande, nærmer MIPIM sig niveauet fra før krisen.

Optimismen afspejler sig også i antallet af partnere og sponsorer på Copenhagen Malmø-standen, som i år lå henholdsvis 10 procent og 25 procent højere end de forrige år.

”Vi har været glade for at deltage på MIPIM flere gange. I år var det med Copenhagen Capacity som samarbejdspartner, og de var en dygtig facilitator for hele vores deltagelse i 2015. Copenhagen Malmø-standen skabte en god platform, hvor vi kunne vise nogle af de projekter, som vi laver i hovedstadsområdet, frem på en god måde”, siger Torben Klausen, CEO og partner i Årstiderne Arkitekter.

Bedste nordiske og baltiske stand – igen
For tredje år i træk blev Copenhagen Malmø-standen kåret som den bedste nordiske og baltiske stand.

”Det er 17. gang, København og Malmø deltager på MIPIM sammen, og standen var igen i år velbesøgt og højt prioriteret blandt de 650 danske deltagere. Standen beviste endnu en gang, at den er en meget effektiv platform, hvor bygge- og ejendomsbranchen kan styrke og udvide deres netværk i Danmark og internationalt” ,siger Claus Lønborg.

Læs også artiklen om Greater Copenhagen lancerer investorportal på MIPIM.

To danske byggerier hædret
To danske byggerier blev hædret med en MIPIM Award, der også kaldes ejendomsbranchens svar på en Oscar:

• Det kommende supersygehus Nyt Hospital Nordsjælland syd for Hillerød vandt prisen for Best Futura Mega Project. Region Hovedstaden er bygherre, og arkitekterne er danske Vilhelm Lauritzen og schweiziske Herzog & de Meuron.

• Boligbyggeriet på Krøyers Plads vandt prisen for Best Residential Development. NCC Bolig er udvikler, og Vilhelm Lauritzen og COBE er arkitekter.