Ny sekretariatschef for GWA

Copenhagen Goodwill Ambassador Corps (GWA) har fået ny sekretariatschef. Charlotte Nilausen kommer fra et job med stor international berøringsflade, og hun glæder sig til arbejdet med at markedsføre København.

I marts tiltrådte Charlotte Nilausen som ny sekretariatschef for Copenhagen Goodwill Ambassador Corps. Charlotte er uddannet cand. merc. i Managementment of Innovation and Business Development og kommer fra en stilling hos shippingfirmaet J. Lauritzen og har erfaring indenfor en række områder, herunder kommunikation og service, fra flere internationale virksomheder til lands, til vands og i luften. 

Copenhagen Goodwill Ambassador korpset består af danske erhvervsledere, der bor i udlandet, men følger Danmark tæt og har et stort engagement i Danmarks udvikling. Korpset hjælper Copenhagen Capacity og Wonderful Copenhagen med deres aktiviteter bl.a. ved at brande og markedsføre København og hovedstadsregionen internationalt med det mål at tiltrække investorer, virksomheder, konferencer og turister.

Ambitioner for København
-I min korte tid som sekretariatschef har jeg fået indblik i Goodwill Ambassadørernes imponerende drive og stærke ambitioner. Det er både fascinerende og motiverende at se en række mennesker, der brænder så meget for Danmark og København og frivilligt lægger hjerte og kræfter i at bidrage til byens udvikling. Jeg ser frem til at videreføre korpsets ambitioner og visioner og bidrage til udviklingen af Copenhagen Goodwill Ambassador Corps, siger Charlotte Nilausen.

Læs mere om Copenhagen Goodwill Ambassador Corps