Kommuner i hovedstadsregionen styrker regionens erhvervsklynger

Et længerevarende fokus på lavenergibyggeri i Egedal Kommune samt Lyngby-Taarbæk Kommunes mål om i 2020 at være en af Nordeuropas førende vidensbyer giver styrke til erhvervsklynger i hovedstadsregionen og øger dermed den internationale konkurrencekraft.

I løbet af det sidste årti har Egedal Kommune iværksat adskillige projekter inden for lavenergibyggeri, der alle efterlever kravene til 2020-byggeri. Således stiller kommunen sig i spidsen for udvikling af lavenergiteknologi på byggeområdet, og understøtter dermed Region Hovedstadens styrkeposition på dette felt.

Et af kommunens helt store projekter er byudviklingen af området Stenløse Syd, som for alvor har sat kommunen på verdenskortet. I denne bydel har man opført 750 lavenergiboliger, som er så nyskabende i forhold til optimal udnyttelse af energi, at internationale medier og parlamentarikere fra hele verden har sat kursen mod det nyskabende boligområde for at få inspiration til fremtidens byggeri og optimal udnyttelse af ressourcer.

Nye standarder for byudvikling
Endvidere har et storslået projekt i Lyngby, som sætter nye standarder for byudvikling, styrket klyngeaktivitet på tværs af erhverv. Det ambitiøse byggeprojekt i Lyngby bymidte, som realiseres efter tæt samarbejde mellem Danica Pension, Lyngby-Taarbæk Kommune og Microsofter et vigtigt skridt på vejen i realiseringen af de visioner, Lyngby-Taarbæk har for Vidensby 2020 projektet.

Borgmester Søren P. Rasmussen udtaler: ”Projektet er udtryk for en spændende byudvikling. De videnstunge virksomheder knyttes til bylivet og det lokale studiemiljø. Derudover tilfører byggeriet byen mange nye arbejdspladser og et indbydende, dynamisk miljø midt mellem bymidte og de grønne områder.”

Vidensbyinitiativet er et stort udviklingsprojekt, som arbejder på tværs af strategisk byudvikling, innovation og uddannelse, internationalisering samt erhvervs- og borgerservice. Visionen for projektet er, at Lyngby-Taarbæk i 2020 skal være: 

  • En af Nordeuropas førende videns- og universitetsbyer
  • En førende uddannelsesby med høj kvalitet, bredt udbud og et generelt højt uddannelsesniveau
  • Et internationalt orienteret knudepunkt for arbejdskraft, kultur og handel
  • Et område kendetegnet ved bæredygtig vækst, velfærd og byudvikling


Klyngeorienteret udvikling
Copenhagen Capacity har med projektet Samarbejde om Proaktiv Investeringsfremme (SPI) fokus på at styrke de erhvervsklynger i regionen, som har international konkurrencekraft. Projektet ser de to eksempler som gode kommunale forankrede initiativer, der med den tunge vægtning af netværk, strategiske samarbejder mellem lokale aktører og tiltrækning af udenlandske talenter, skaber klyngeorienteret udvikling.