København skal være Nordens fintech-centrum

Ny analyse slår fast, at København kan skabe cirka 6.000 nye arbejdspladser i de næste fem år inden for finansiel teknologi. Men der skal handles nu, hvis ikke andre europæiske storbyer skal hægte København af løbet.
Fintech-sektoren (finansiel teknologi) er globalt en af de hastigst voksende sektorer. New York, Silicon Valley, London, Tel Aviv, Singapore, Stockholm, Zürich og Amsterdam er imidlertid langt foran København, når det gælder om at tiltrække globale investeringer i finansiel teknologi. Det slår en ny rapport udarbejdet af Oxford Research og Rainmaking Innovation fast.

6.000 nye arbejdspladser

Men selv om København hverken i en europæisk eller global kontekst i dag er positioneret som et centrum for fintech, har hovedstaden en stor vækstmulighed. 

Inden for de næste fem år kan København skabe cirka 6.000 arbejdspladser i fintech-sektoren – 5.000 jobs i den etablerede finanssektor og nye iværksættere kan skabe mindst 1.000 jobs – vurderer rapporten på baggrund af de seneste fem års erfaringer med lignende initiativer i 15 lande.

Udenlandske investorer til København

Det vil kræve en ambitiøs koordineret indsats og et tættere samarbejde iværksættere, investorer, den etablerede finanssektor og myndigheder, der skal skabe et langt stærkere iværksættermiljø, som kan sikre innovation og udvikling af nye fintech-løsninger samt lettere adgang til internationalt talent.

”Fintech-sektoren er i rivende vækst globalt, og konkurrencen om at tiltrække investeringer, virksomheder og talenter er hård. Hvis København formår at skabe et stærkt iværksættermiljø og gode rammevilkår for branchen, har regionen en mulighed for at blive et nordisk centrum for fintech. I april 2016 kommer verdens største fintech-konference Money20/20 til København, og denne unikke platform er Copenhagen Capacity allerede i fuld gang med at bruge til at fortælle udenlandske investorer og virksomheder om fintech-forretningsmuligheder i Greater Copenhagen”, siger Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.

Mangler investeringer, innovationsprogrammer og politisk støtte

Blandt Københavns fordele er en veludviklet infrastruktur, og sammenlignet med de konkurrerende storbyer er arbejdskraften billig, udgiftsniveauet lavt og leveomkostningerne små. Desuden er det let at drive forretning i Danmark; Verdensbanken har kåret Danmark til det mest forretningsvenlige land i Europa fra 2012 til 2016. 

”Hvis København bliver centrum for FinTech i Norden, vil det betyde masser af nye arbejdspladser og vækst. Vi har nyuddannede og ledige akademikere, som med efteruddannelse kan indtage en central rolle i den stadig større efterspørgsel. Selvfølgelig skal vi tiltrække udenlandske startups, men vi skal også samle de talenter op, som er lige for næsen af os”, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev (R).

Blandt svaghederne er, at mens byer som London, Stockholm og Amsterdam allerede har besluttet at satse stort på branchen og er kommet langt med at etablere et miljø, har København kun haft et meget lille fokus på fintech. Derudover mangler investorerne interesse for området, kun få etablerede aktører har betydelige innovationsprogrammer, der er mangelfuld politisk støtte, og lovgivningen bliver kun langsomt tilpasset den nye teknologi, påpeger rapporten.

Om rapporten CPH FinTech Hub

Oxford Research og Rainmaking Innovation har udarbejdet rapporten CPH FinTech Hub om muligheder inden for finansiel teknologi. Rapporten er igangsat af et offentlig-privat samarbejde bestående af Københavns Kommune, Finansforbundet, Finansrådet, Saxo Bank, Nets, BEC, TRYG, DJØF og CFIR og indeholder den til dato mest omfattende gennemgang af vækstpotentialet inden for fintech i Danmark.

Download konklusionerne fra rapporten CPH FinTech Hub