Københavns Kommune partner i talentstrategi

En vigtig del af den regionale talentstrategi er velkomsten af udenlandske talenter. Den opgave skal Københavns Kommune fremover varetage. En række initiativer skal udvikles i samarbejde med regionens kommuner.

Hvor og hvordan får jeg et CPR-nr. og en bankkonto? Hvordan finder jeg et sted at bo? Og hvordan fungerer børnepasnings- og skolesystemet i Danmark?

Den slags spørgsmål står langt de fleste udenlandske forskere, videnarbejdere og studerende med, når de ankommer til Danmark. Derfor oprettede Københavns Kommune i 2013 International House Copenhagen, der fungerer som et samlet velkomstcenter for internationale tilflyttere.

”Den regionale talentstrategi kan kun gennemføres ved hjælp af et tæt og bredt samarbejde mellem offentlige og private aktører på tværs af Copenhagen-regionen. Det er glædeligt, at det nu er faldet på plads, at Københavns Kommune skal varetage velkomstsporet i talentstrategien. Københavns Kommune har stærke kompetencer på området, særligt hos International House Copenhagen, som har skabt en fælles indgang for udenlandske medarbejdere i hele Copenhagen-regionen”, siger Nikolaj Lubanski, direktør for talent i Copenhagen Capacity, der er den overordnet ansvarlige aktør for talentstrategiens indsats for at tiltrække talenter.

Kommunerne har lokalviden
Dele af det kommende arbejde med strategiens velkomstinitiativer skal skabes i et stærkt samarbejde med kommunerne i regionen. Det betyder, at International House Copenhagen kan oplyse om og hjælpe med hovedparten af de internationale tilflytteres spørgsmål, mens de enkelte kommuner kan bidrage med specifik information om deres lokalområde, eksempelvis skoler, idrætsforeninger og boligmuligheder.

”Vi ser frem til opgaven som den centrale tovholder på velkomstinitiativerne i den regionale talentstrategi. Expat Study 2014 viser, at 90% af alle expats, der kommer til Danmark, mener, at det er vigtigt at få hjælp til det praktiske og administrative, der følger med en flytning til et nyt land. Vi er glade for, at vi sammen med regionens andre kommuner nu kan sætte endnu mere fokus på området, så vi kan levere det bedst mulige produkt. Det er klart, at vi her har brug for input fra og sparring med vores mange medkommuner i regionen, som ved, hvordan tingene fungerer og ser ud i netop deres lokalområde”, siger Thomas Jakobsen, direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune.

En åben invitation
Den regionale talentstrategi er et treårigt projekt, der foreløbig løber til 2017, og i dag har samlet 24 forskellige partnerorganisationer. Talentstrategien er en åben invitation til alle regionale aktører, som vil være med til at gøre Copenhagen-regionen endnu bedre til at tiltrække og fastholde internationale videnarbejdere, forskere, studerende og deres familier.

Bag strategien står Copenhagen Capacity, Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Ballerup Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Københavns Universitet, IDA, DI, Novo Nordisk, Microsoft Denmark og Secunia.

Læs den regionale talentstrategi her.