København førende i Europa på at skabe grønne job

København er blandt verdens førende på grøn vækst. Det viser konklusionerne i en endnu ikke offentliggjort rapport fra OECD, som bliver den første i en række, der afdækker regioners evne til at omstille økonomien til grøn vækst og jobskabelse. Rapportens konklusioner og anbefalinger blev præsenteret af OECD den 8. oktober i forbindelse med Global Green Growth Forum 2012.

OECD placerer København som frontløber inden for grøn vækst og jobskabelse og fremhæver, at hovedstadens eksport af service og produkter inden for det grønne område steg med 55 procent mellem 2004 og 2009, og at næsten en tredjedel af cleantech-virksomhederne i regionen oplevede eksportfremgang fra 2010 til 2011. Kun fire procent oplevede et fald.

Succesen med at skabe grøn vækst skyldes ifølge OECD en ambitiøs klimapolitik, en innovativ tilgang til samarbejde mellem de offentlige og private aktører, samt ikke mindst etableringen af et regionalt cleantech cluster.

-Vi er meget glade for, at OECD tillægger Copenhagen Cleantech Cluster en betydelig rolle i den grønne vækst i hovedstadsområdet. Vi har trods alt kun knap tre år bag os. De fleste af OECDs anbefalinger ligger i tråd med vores planer for de kommende år, hvor den globale konkurrence på især nye cleantech-områder bliver så hård, at fokusering bliver helt gørende, siger Marianna Lubanski, direktør for Copenhagen Cleantech Cluster.

Også Overborgmester Frank Jensen modtager rapportens konklusioner med glæde:

-OECD’s konklusioner er en blåstempling af Københavns evne til at skabe grøn vækst og jobs med afsæt i vores kendte arbejde med at gøre København til en af verdens grønneste byer. Som overborgmester er det min ambition at følge op på resultaterne ved at skabe endnu bedre vækstmuligheder, så vi fortsat sikrer jobs og høj livskvalitet i hovedstaden.

Hovedstadsområdet er den første region, der bliver undersøgt til bunds af OECD, der længe – i samarbejde med bl.a. Copenhagen Capacity – har arbejdet med at finde ud af, hvordan grøn vækst kan måles. Regioner i Tyskland, Benelux-landene og Chile bliver de næste områder, der kommer under ”den grønne vækstlup”.

Topsil åbnede 1. oktober 2012 sin nye siliciumfabrik i Copenhagen Cleantech Park i Frederikssund:

-Når vi vælger at investere i produktionsfaciliteter og nyt hovedsæde i Danmark, er det fordi vi her har adgang til unikke kompetencer og samarbejdsmuligheder, som er med til at sikre, at vi fortsat kan tage en førerposition inden for udvikling og innovation. Hovedstadsregionen rummer vidensbaserede samarbejdspartnere, uddannelses- og forskningsinstitutioner og myndigheder, som bl.a. Copenhagen Cleantech Cluster er med til at styrke videndelingen blandt, og som på sigt understøtter vores forretning, siger Kalle Hvidt Nielsen, CEO hos Topsil Semiconductor Materials Ltd.