Karlslunde-virksomhed tager arbejdspladser for næsen af Indien

Vi hører det gang på gang – virksomheder outsourcer produktion til lavtlønslande. Men DNP Denmark ville det anderledes og har trukket produktion til Danmark, og 72 medarbejdere er siden 2010 blevet til 94 lokale arbejdspladser.

DNP Denmark udvikler, producerer og sælger bl.a. projektionsskærme – fx som dem vi ser bag nyhedsværterne i tv-studierne. Tidligere solgte Karlslunde-virksomheden, der omsætter for et trecifret millionbeløb, især skærme til en storkunde i Tyskland, der selv stod for den videre forarbejdning og samling af produkterne. Men i dag både producerer og samler DNP Denmark skærmene til den tyske virksomhed.

”Da vi fik at vide, at vores kunde ønskede at flytte samlearbejdet på skærmene fra Tyskland til Indien, besluttede vi at overbevise dem om, at det kunne betale sig, at vi i Danmark kom til at stå for hele produktionen,” fortæller Niels Hermansen, direktør for DNP Denmark A/S.

Omsætningen øget med 15 procent
I dag står DNP for hele produktionen, ligesom den danske virksomhed har øget omsætningen på projektionsskærme med 15 %. Karlslunde-virksomheden er kommet langt tættere på kunden i Tyskland, og 72 medarbejdere i efteråret 2010 er blevet til 94 i dag.

”Vi var naturligvis dyrere på lønomkostningerne, men vi vandt på effektivitet, kvalitet, leveringssikkerhed og fleksibilitet. I stedet for at kigge på en enkelt omkostning vandt vi på at kigge på hele forsyningskæden. Vi vil nu overføre den måde at anskue produktion og levering på til andre af vores kunder,” siger Niels Hermansen.

”DNP Denmark er et godt eksempel på, at danske arbejdspladser kan blive i Danmark, og det er en meget interessant tilgang at vise sine kunder, at regnestykket ofte ser anderledes ud, hvis man ser på hele forsyningskæden af indkøb, produktion og levering,” siger Investor Development Manager, Anne Have Kjærholm fra Copenhagen Capacity.

Om DNP Denmark
DNP Denmark er et 100 % ejet datterselskab af Japanske Dai Nippon Printing – en koncern med mere end 40.000 ansatte. I Denmark udvikler, producerer og sælger de projektionsskærme til OEM kunder inden for kontrolrumsmarkedet samt et verdensomspændende net af forhandlere, der sælger skærmene til møderum, tv-studier, sportsarenaer osv. med Kina som det største enkeltmarked.