Skåne og Østdanmark vil samarbejde om Greater Copenhagen

På Greater Copenhagen-topmødet i juni gav østdanske og skånske politikere hånd på at fortsætte samarbejdet om at styrke regionens internationale konkurrenceevne. Et af initiativerne er at omdanne Öresundskomiteen til The Greater Copenhagen & Skåne Committee.

Borgmestre og regionsrådsformænd fra Østdanmark og Skåne mødtes til topmøde d. 22. juni i Kristianstad. Her drøftede de, hvordan man politisk og praktisk kan arbejde sammen om at skabe en stærk Greater Copenhagen-region på tværs af Øresund.

Startskud til nyt erhvervspolitisk samarbejde
På mødet var der opbakning til at finde fælles løsninger, der kan styrke regionens internationale konkurrenceevne, på både dansk og svensk side.

Nu går regioner og kommuner i gang med at beskrive, hvordan det fremtidige erhvervspolitiske samarbejde mellem Østdanmark og Skåne skal fungere, så Greater Copenhagen bliver en internationalt kendt metropol, der kan konkurrere med nordeuropæiske byer som Stockholm og Hamborg.

The Greater Copenhagen & Skåne Committee
Hvis alt går efter planen, bliver Öresundskomiteen omdannet til The Greater Copenhagen & Skåne Committee den 1. januar 2016. Den nye organisation skal arbejde for at skabe bedre integration mellem Skåne og Østdanmark og sikre vækst og job på begge sider af Sundet – blandt andet ved at tiltrække flere internationale virksomheder, investerer og talenter til området.

''Med en kritisk masse på næsten fire millioner indbyggere har regionen et stærkt potentiale i konkurrencen med Europas store metropolregioner om til at tiltrække virksomheder, kapital og højtuddannet arbejdskraft. Nu skal de 79 kommuner og tre regioner i Greater Copenhagen i gang med at kigge på de praktiske aspekter af det fremtidige samarbejde, som gerne skal munde ud i, at vi får skabt konkrete og attraktive tilbud til udenlandske investorer og virksomheder'', siger Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.