Expat Panel 2015

Fleksible arbejdsforhold, flad ledelsesstruktur og work-life balance hitter hos udenlandske medarbejdere i Danmark. Udfordringer med sprog og social integration tæller på minussiden.

Frihed og fritid, høj livskvalitet og gode arbejdsforhold med medbestemmelse og nem adgang til chefen fremhæves positivt, når udenlandske borgere i Danmark, såkaldte expats, skal vurdere deres trivsel og jobtilfredshed her i landet. Hele 52% af deltagerne vil således anbefale andre at arbejde og bo i Danmark.

Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt Copenhagen Capacitys Expat Panel, som tæller 527 herboende udlændinge, hvoraf 213 har besvaret undersøgelsen.

Danskerne er svære at komme ind på livet af
Manglende forståelse og åbenhed over for fremmede kulturer kaster imidlertid skygger over den flotte evaluering. Ifølge undersøgelsen får denne negative indstilling blandt danskerne 9% af respondenterne til direkte at fraråde andre at flytte til Danmark.

Selv om flertallet befinder sig godt i Danmark, er social integration den udfordring, som flest expats (59%) fremhæver, skarpt efterfulgt af udfordringer med sprogbarrierer (58%). Derimod oplever kun hhv. 22% og 21%, at skattetrykket og den danske lovgivning er en udfordring.

Social integration er fokusområde i den regionale talentstrategi
''Virksomheder og forskningsmiljøet i Danmark og Greater Copenhagen har stærkt brug for højtuddannede udlændinge. Derfor er det et stort problem, hvis dem, vi tiltrækker, hurtigt forlader landet igen. For at fastholde flere udenlandske medarbejdere sætter en del af initiativerne i den regionale talentstrategi derfor ind for at sikre social integration i lokalsamfundet'', siger Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.

Bag den regionale talentstrategi står Copenhagen Capacity sammen med en række danske virksomheder, erhvervsorganisationer og kommuner. En del af strategiens initiativer fokuserer på at hjælpe højtuddannede udlændinge i Danmark med at deltage i idræts-, kultur- og foreningslivet, så de får lejlighed til at møde danskerne og dyrke deres interesser. Det sker blandt andet ved hjælp af engelske hjemmesider og engelsktalende kontaktpersoner i eksempelvis fodboldklubber og andre idrætsforeninger.

Om Expat Panel 2015
Expat Panel 2015 tæller 527 herboende udlændinge, hvoraf 213 har besvaret undersøgelsen. 63% af undersøgelsens deltagere har fuldtidsjob, 7% har job ved siden af deres studier og 30% har pt ikke et arbejde.