Copenhagen Capacity i Launch Nordic-ekspertpanel

Copenhagen Capacity er med i Launch Nordics ekspertpanel, der skal hjælpe ni internationale innovatører inden for materiale- og tekstiludvikling. Bag Launch Nordic står blandt andre Nike, NASA og en lang række nordiske partnere.

I marts kickstartede det amerikanske initiativ ”Launch” sin Nordiske version ”Launch Nordic”, som sætter fokus på bæredygtigheden i tekstilmaterialer og den måde, de bliver skabt og genanvendt på.

København rykker inden for materialeforskning
Det bæredygtige tekstil- og materialeinitiativ er startet af sportsgiganten Nike i USA sammen med blandt andre NASA. Den første globale udvidelse skulle ske i Norden, og her valgte Nike København på grund af byens kompetencer inden for grøn teknologi, design og mode.

”At valget faldt på København er et vidnesbyrd om, at København er ved at opbygge en stærk international erhvervsklynge inden for materialeforskning, som blandt andet tæller forskere på universiteterne i København men også i Lund og Malmø samt Max IV-laboratoriet og European Spallation Source”, fortæller Marianna Lubanski, direktør for investeringsfremme og erhvervsklynger i Copenhagen Capacity.

"Derudover er vi rigtig gode til innovation og iværksætteri i Copenhagen-regionen, hvor stærke kræfter arbejder for at udvikle fremtidens bæredygtige materialer”
.

Fra ideer til brugbare løsninger
Marianna Lubanski er medlem af det panel af særligt udvalgte eksperter, Launch Nordic Council, som skal hjælpe de ni bedste innovatører, der for nylig blev kåret ved Launch Nordic Forum i Malmø, Sverige. Hjælpen består i at tilbyde adgang til netværk, kapital og udviklingskapacitet, som kan gøre innovatørerne i stand til at skalere deres ideer til implementerbare teknologier og løsninger.

"Det er en enormt spændende opgave, som naturligvis også går ud på at vise, hvad regionen kan tilbyde inden for materialeforskning. Det resulterer forhåbentlig i, at en eller flere af de ni innovatører placerer deres forsknings- og udviklingsaktiviteter her", siger Marianna Lubanski.

Launch Nordic-panelet består blandet andet af toprepræsentanter fra IKEA, Nike, Kvadrat, Novozymes, KEA, Danish Fashion Institute, Udenrigsministeriet/3GF og en række industrirepræsentanter, iværksættere, forskere og investorer.

Om Launch Nordic
Launch Nordic samler de førende aktører inden for innovation i værdikæden for tekstiler og materialer, og målet er at identificere og udvikle løsninger på industriens mange udfordringer. Det gælder blandt andet reducering af vand- og energiforbrug og erstatning af kemikalier. Det betyder mindre belastning af naturressourcer, reduceret udledning af drivhusgasser, færre omkostninger og forbedrede arbejdsforhold. Læs mere om Launch Nordic på launch.org/nordic.

De ni Launch Nordic-innovatører 2014 er:
Better Cotton Initiative (Schweiz)
Green Leather Crust (Tyskland)
Monocel (Norge)
Nano-dye (USA)
Pure Waste (Finland)
Re:newcell (Sverige)
Returnity Workwear (Holland)
The Extented Closed Loop (Tyskland)
Vigga.us (Danmark)