Copenhagen Capacity hjælper softwarefirma og skaber 25 arbejdspladser

Dream Broker valgte København over svensk lokation, da de skulle beslutte sig hvor i Norden, de ville placere deres næste kontor. Dermed er jorden sået til 25 arbejdspladser

Valget stod mellem Danmark eller Sverige, da Dream Broker skulle finde den rette lokation for deres nye nordiske kontor.

Sammen med Invest in Denmark, bidrog Copenhagen Capacity med at fremhæve Danmarks gode rammebetingelser og skattemæssige fordele over for ledelsen, samt med at hjælpe Dream Broker med at etablere værdifulde netværk og kontakter, rekruttering og med at finde den rette lokation for virksomheden.

Dream Broker er en finsk softwarevirksomhed med fokus på internet-baserede video tutorial løsninger. Virksomhedens strategi er at blive en betydelig international aktør i det digitale online video software markedet. Kernen i forretningsmodellen er en SaaS-baseret kontinuerlig service model, hvor kunden abonnerer på tjenesten med et årligt gebyr.

Virksomheden blev grundlagt i 2007 og beskæftiger 50 medarbejdere. Hovedsædet er beliggende i Ruoholahti, Helsinki. Selskabet er under privat finsk ejerskab og er vokset mere end 100 % om året siden grundlæggelsen. Organisationen består af unge innovative højtuddannede folk inden for teknologi, økonomi, samfundsvidenskab og international software R & D.