Copenhagen Capacity bidrager til fastholdelse af 40 talenter

Udenlandske virksomheder stod på spring for at kapre nogle af de medarbejdere, som IO Interactive desværre blev nødt til at opsige i juni.

Det var en trist historie, da spil-producenten IO Interactive, der nok er mest kendt for den kritikerroste Hitman-serie, måtte fyre ca. 70 medarbejdere. Copenhagen Capacity sprang til for at hjælpe virksomheden, der ønskede at hjælpe de fyrede medarbejdere videre på bedste vis. Udover målet om at få medarbejderne tilbage i arbejde, var det også et vigtigt parameter, at flest mulige talenter blev fastholdt i Danmark.

Copenhagen Capacity bistod IO Interactive med at arrangere en jobmesse ved at samle relevante partnere såsom Computerspilzonen (nu Interactive Denmark) og Copenhagen Talent Bridge partnerne Aalborg Universitet København, Københavns Erhvervsservice og Workindenmark East til at støtte op om messen. Dertil blev en række lokale virksomheder inviteret til at komme for at give lidt modspil til en række af de store internationale virksomheder, der lynhurtigt stillede op.


Benhård kamp om talenterne

Kampen om de ledige talenter var benhård og flere svenske og engelske virksomheder var mødt op for at hive de dygtigste medarbejdere ud af Danmark. Resultatet blev, at ca. 40 ud af de 70 opsagte medarbejdere hurtigt fandt andre job, primært i den danske computerspilsbranche. Derved blev talentet fastholdt og kan bidrage til den fortsatte udvikling og vækst i regionen.


-Det er vigtigt, at vi handler hurtigt, når dygtige folk som medarbejderne fra IO Interactive bliver ledige på markedet, hvis ikke disse talenter skal ryge til udlandet. Derfor var det vigtigt for os både at få en jobmesse hurtigt på benene og at få gjort opmærksom på den blandt de danske virksomheder. Det lykkedes for os, udtaler Nikolaj Lubanski, direktør for Copenhagen Capacitys talentafdeling.