Fælles front på Europas største karrieremesse

Elleve organisationer fra hele landet stod sammen om at trække udenlandske medarbejdere til Danmark på Europas største karrieremesse, Emigration Expo i Holland. Det nationale samarbejde sikrer, at flere internationale specialister finder job i Danmark, og skal derfor tænkes ind i fremtidige talentinitiativer, er visionen hos Copenhagen Capacity.

Mange danske virksomheder leder i øjeblikket – og desværre ofte forgæves – efter kvalificeret arbejdskraft.

Derfor stod 11 organisationer fra Midtjylland, Østjylland, Sønderjylland, Fyn og Sjælland sammen med en fælles stand på Europas største karrieremesse, Emigration Expo i Holland, som tiltrak mere end 11.000 jobsøgere og udstillere fra hele verden.

”Det fungerede rigtig godt, at vi kunne sende kandidater videre til hinanden på standen. Det nationale fokus bør vi i højere grad udbrede til andre fysiske og digitale platforme, så vi ikke mister potentielle medarbejdere lokalt og regionalt. For det er jo ærgerligt at afvise en international jobansøger, som en virksomhed i naboregionen ville elske at høre fra”

separator- Nikolaj Lubanski, talentdirektør i Copenhagen Capacity

Nyt projekt har fokus på talenttilrækning

I de næste to år arbejder Copenhagen Capacity med ReVUS-Fyrtårnsprojektet, som netop har fokus på at tiltrække internationale specialister til Danmark.

Her vil to hovedspor være at arrangere flere fysiske karriereevents i udlandet og at skabe mere opmærksomhed omkring ledige job i Danmark gennem portalen Greater Copenhagen Career Portal.

”Vi vil meget gerne tænke kreativt sammen med andre organisationer, business regions og virksomheder om, hvordan vi kan stå sammen om at markedsføre Danmark og Greater Copenhagen som en attraktiv karrieredestination og trække udenlandske specialister til danske virksomheder”

separator- Nikolaj Lubanski, talentdirektør i Copenhagen Capacity

Troels Lund Poulsen: Afgørende for opsvinget

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen lagde også vejen forbi Holland med forhåbningen om, at flere udlændinge får øjnene op for en karriere i Danmark.

”Det er afgørende for opsvinget i Danmark, at virksomhederne kan få de nødvendige hænder, og her er der også behov for at finde kvalificeret arbejdskraft i udlandet. Derfor har vi også i denne uge fremsat lovforslag, der skal gøre det nemmere at rekruttere dygtige medarbejdere i udlandet, og jeg håber, at jobmessen her er med til at lokke flere til at kigge mod Danmark”

separator- Troels Lund Poulsen, beskæftigelsesminister (V)

Mangler din virksomhed arbejdskraft?

Vil du vide mere om, hvordan din virksomhed kan deltage i Copenhagen Capacitys aktiviteter for at tiltrække højtspecialiseret arbejdskraft fra udlandet, så kontakt Dan Rosenberg, Senior Talent Acquisition Manager, på e-mail: dro@copcap.com eller telefon: 0045 60 85 15 60.

FAKTA – deltagere på den danske stand

  • Business Region Midt-Vest
  • Copenhagen Capacity (repræsenteret af Greater Copenhagen)
  • Dansk Industri (DI)
  • Destination Aarhus
  • Erhverv Aarhus
  • Move North
  • Odense Robotics
  • Work-live-stay
  • Business Esbjerg
  • Trekantsområdet Danmark
  • Workindenmark
  • Danfoss
  • Linak

Emigration Expo arrangeres af en privat organisation i samarbejde med det europæiske rekrutteringsnetværk EURES. Læs mere på her