IT-talentkampagne vinder international pris

Store sportsbegivenheder er ikke bare underholdning i verdensklasse – de kan også bruges til at trække talenter til dansk erhvervsliv. Copenhagen Capacity har netop vundet en international pris for at benytte Counter-Strike turneringen BLAST Pro Series til at lokke udenlandske it-udviklere til Greater Copenhagen med facts og gåder om København skrevet i særligt kodesprog.

50 procent af alle danske virksomheder oplevede problemer med at rekruttere it-specialister i 2016. Derfor går Copenhagen Capacity nye veje for at tiltrække udenlandske it-talenter til Greater Copenhagen og har blandt andet teamet op med RFRSH Entertainment, som afholder Counter-Strike turneringen BLAST Pro Series i København og andre byer rundt om i verden.

I december sidste år tiltrak turneringen i Royal Arena 12.000 begejstrede fans og blev set af op mod 10 millioner seere på verdensplan. Det benyttede Copenhagen Capacity til at kommunikere med det internationale it-udvikler community – og har derfor netop høstet en pris for ’bedste brug af sociale medier’ ved City Nation Brand Awards 2018 i London, som hylder verdens bedste initiativer inden for destinations-branding.

”Fremragende innovation og resultater, som vi forventer fortsat vil vokse i de kommende år”

separator- dommerpanelet ved City Nation Place Awards

Finalister fra USA, Island, Finland og Færøerne

Kampagnesitet var oppe imod ideer fra turisme- og investeringsfremmeorganisationer i Finland, Island, Færøerne, Tallinn i Estland, og Philadelphia og Salt Lake City i USA. Men et enigt dommerpanel mente altså, at den danske strategi og eksekvering skilte sig ud.

”Vi er vildt glade for prisen, som jo bakker op om vores strategi om, at man bliver nødt til at tænke kreativt for at tiltrække de talenter, hele verden kæmper om. Når vi samarbejder med et event som BLAST Pro Series, kan vi nå ud til et kæmpe internationalt publikum og derved opbygge et kendskab til Greater Copenhagen som Nordens førende teknologi-hub. Jeg ser derfor stor værdi i, at vi fremover samarbejder med lignende events”

separator- Louise Juhl, marketing og kommunikationsdirektør i Copenhagen Capacity.

Kun for de teknisk begavede

BLAST Pro Series blev live-streamet på 12 sprog, sendt på tv-kanaler i 14 lande og set af op mod 10 millioner seere på verdensplan. Mange it-udviklere spiller computerspil i deres fritid, og derfor kan en værdifuld gruppe af it-, software- og spiludviklere rammes via turneringen.

Under turneringen blev seerne opfordret til at besøge kampagnesitet Codenhagen.io, hvor Copenhagen Capacity havde udviklet en konkurrence for de teknisk begavede. Her skulle de besøgende nemlig besvare gåder og fun-facts om livet i Greater Copenhagen ved hjælp af ledetråde, der var skrevet i kodesprog. Ud over at brande Greater Copenhagen, så tillod konkurrencen derved Copenhagen Capacity at screene kandidater med de helt rigtige it-evner.


”Det er vigtigt for digitale virksomheder som SYBO at få fat i de bedste it-udviklere. Der er bare vanvittig stor rift om dem, så derfor må vi gå nye veje for at rekruttere. BLAST Pro Series når ud til omkring 10 millioner seere på verdensplan, heriblandt højt kvalificerede udviklere – så det er en stærk kanal at bruge”

separator- Mathias Nørvig, CEO hos vækst- og spilvirksomheden SYBO, som udvikler Subway Surfers.

Over 3000 udenlandske it-udviklere kiggede på danske job

Målet var som sagt at tiltrække it-udviklere til Greater Copenhagen og at styrke Greater Copenhagens brand, så it-udviklere også i fremtiden tænker på Danmark som et fedt sted at arbejde. Og det lykkedes:

  • 4,1 millioner er blevet eksponeret for codenhagen.io gennem BLAST Pro Series og sociale medier.
  • 3.246 klikkede sig videre til de jobs, der blev synliggjort gennem codenhagen.io.

FAKTA

  • Codenhagen.io var en del af Copenhagen Capacitys hidtil største techtalentkampagne, hvor 20 danske og svenske it, spil og softwarevirksomheder deltog for at markedsføre ledige job. Heriblandt Bootz, KMD, Sybo, Unity Technologies og Massive Entertainment. BLAST Pro Series var én af mange kanaler, som kampagnens budskab blev skudt ud igennem.
  • Resultater fra den samlede kampagne viser, at knap 1500 it-udviklere har ansøgt de jobs, der blev markedsført gennem kampagnen – og at 31 af dem har skrevet kontrakt med de danske virksomheder. 
  • Det svarer til en samfundsmæssig gevinst på minimum 22 millioner kroner, da en udenlandsk højtuddannet medarbejder uden familie i gennemsnit bidrager med 720.000 kroner til de offentlige kasser, og medfølger der en familie, bidrager en udenlandsk højtuddannet med cirka 2,2 millioner kroner om året.
  • Greater Copenhagen-samarbejdet består af 79 kommuner i Østdanmark og Skåne. Det fælles brand blev etableret for at stå stærkere i den internationale konkurrence om udenlandske investeringer, virksomheder og talenter med det formål at øge væksten i Østdanmark og Sydsverige.
  • Greater Copenhagen vandt sidste år prisen ’Årets Bedste Brandingstrategi’ ved City Nation Brand Awards 2017. Prisen, som var sponsoreret af New York Times, gik til Greater Copenhagen for kampagnekonceptet ’there is more to our happiness’, som med stor succes har lokket talenter og virksomheder til den dansk-svenske metropol.