Copenhagen Capacity: Danmark har et talent-paradoks

Hvorfor har danske virksomheder så svært ved at tiltrække udenlandske talenter, når Danmark ellers er kåret til én af verdens bedste talentdestinationer? Det undersøger Copenhagen Capacity i den netop udkomne bog ”Macro Talent Management”.

 

Under det velrenommerede forlag Routledge er bogen Macro Talent Management netop udkommet. Bogen er den første i sin genre, der ser på, hvordan lande som USA, Australien og Danmark arbejder med at udvikle, aktivere og fastholde deres talenter med målet om at øge landets globale konkurrenceevne. 

Med sin indgående viden om Danmarks talentsituation har Copenhagen Capacity bidraget til kapitlet ”Macro Talent Management in Denmark: The Origins Of Danish Talent Paradox”, der er skrevet i samarbejde med professor ved CBS Dana Minbaeva, lektor ved Sociologisk Institut Steen Erik Navrbjerg, samt tidligere overvismand og professor Torben M. Andersen.

Det danske talentparadoks

Som titlen antyder handler kapitlet om det danske talentparadoks: Selvom Danmark ifølge anerkendte studier som "INSEAD Global Talent Competitiveness Index 2017" er verdensførende, når det handler om at aktivere og udvikle sine talenter; så har dette ikke resulteret i en særlig stærk evne til at fastholde og tiltrække talenter. Og særligt ikke det globale talent.  

Så hvad skyldes det? 

Det forsøger Copenhagen Capacity at kortlægge med sine medforfattere, når de i bogen gennemgår de makroøkonomiske tendenser, både kulturelt, politisk og økonomisk, der gør det svært for danske virksomheder at tiltrække og fastholde udenlandske talenter.

Bogen beskriver derudover, hvordan Copenhagen Capacity arbejder med at bekæmpe det danske talentparadoks gennem sine globale talenttiltrækningskampagner, der markedsfører danske jobs og Danmark som en oplagt karrieredestination. 

Find bogen på Amazon.com