Jobmesse skal holde på spiludviklere

Når talenter i vækstbrancher finder vej til Danmark, er det om at holde fast i dem. Copenhagen Capacity og Interactive Denmark afholdte derfor jobmesse for de ansatte, der har mistet deres arbejde i spilvirksomheden Io-Interactive, efter den japanske ejer trak sig fra selskabet.

I maj annoncerede japanske Square Enix sin exit fra sit danske datterselskab Io-Interactive, som derfor må tage trist afsked med 75 af sine 185 ansatte.

For at hjælpe spilbranchen og forsøge at sikre de dygtige spiludviklere en fortsat karriere i Danmark, arrangerede Io-Interactive, interesseorganisationen Interactive Denmark og Copenhagen Capacity en jobmesse, hvor de fritstillede medarbejdere kunne møde andre danske spilvirksomheder på medarbejderjagt, ugen efter Square Enix officielle udmelding.

19 virksomheder på udkig efter medarbejdere

19 spilvirksomheder fra hele landet takkede ja til at deltage i jobmessen, som blev holdt den 2. juni hos Copenhagen Capacity. Og knap 100 danske og internationale spiludviklere mødte op med håbet om at finde deres næste nye job.

Ud over Io-Interactive kom også udviklere fra andre spilvirksomheder, som har været nødt til at skære ned af forskellige årsager.

44 til jobsamtale

Selvom branchen altså ikke holder umådeholden champagnefest, er virksomhederne stadig på udkig efter medarbejdere. Inden for det næste år forventer 12 af de 19 spilvirksomheder, Copenhagen Capacity har talt med, at ansætte cirka 60 nye internationale spiludviklere i alt.

Jobmessen var derfor kærkommen, og de deltagende virksomheder forventer til sammen at invitere 44 kandidater ind til jobsamtale.

”Det var et godt og professionelt arrangement – flot det kunne arrangeres så hurtigt”, siger en af virksomhederne, der deltog på jobmessen.

Kampagner rekrutterer internationale spiludviklere

Mange spiludviklingsvirksomheder i Greater Copenhagen er særligt på udkig efter medarbejdere fra udlandet, fordi de har efterspurgte kompetencer og erfaringer, som lokalmiljøet ikke kan levere tilstrækkeligt af.

Sidste år lancerede Copenhagen Capacity og Interactive Denmark derfor to digitale rekrutteringskampagner i samarbejde med 11 spilvirksomheder i Greater Copenhagen for at skaffe kvalificerede medarbejdere.

Se kampagnesitet her 

498 personer sendte en ansøgning gennem kampagnesitet til et eller flere af de 40 ledige job, der blev markedsført gennem kampagnerne – 102 af dem matchede virksomhedernes kriterier så godt, at de blev inviteret til jobsamtale. Derudover ansøgte 475 direkte hos virksomhederne.

Over 20 spiludviklere, heraf over halvdelen fra udlandet, har allerede fået en jobkontrakt, og ansættelsesprocessen er fortsat i gang hos flere af virksomhederne.

Vil du vide mere om den næste kampagne?

Til efteråret kører endnu en rekrutteringskampagne for spilindustrien. Hvis du vil høre mere om din virksomheds muligheder for at deltage, så kontakt Merete Sandager på e-mail: msa@copcap.com eller telefon: +45 26922127.