Ide- og jobjagt på TechBBQ

Nestlé og andre internationale virksomheder var på udkig efter danske iværksættere på teknologimessen TechBBQ. Og danske startups konkurrerede om at tiltrække medarbejdere.

TechBBQ er Danmarks største og ældste teknologi- og innovationsevent, som over to dage samler mere end 1.500 startup-virksomheder, 250 investorer og 3.500 gæster fra Danmark og udlandet i København.

”Danske startups kan virkelig noget på områder som it, fintech, fødevarer og sundhedsteknologi. TechBBQ er et fantastisk udstillingsvindue og mødested, hvor iværksætter-virksomheder kan netværke med nye samarbejdspartnere og ikke mindst internationale investorer, som kan sætte skub i forretningen og dermed skabe vækst og arbejdspladser i Greater Copenhagen”, siger Claus Lønborg, adm. direktør i Copenhagen Capacity.

Nestlé på udkig efter danske ideer

Den schweiziske fødevaregigant Nestlé var en af de virksomheder, Copenhagen Capacity havde inviteret med til TechBBQ og introducerede til 10 danske iværksættere.

”Danske iværksættere på fødevareområdet er i topklasse, og Danmark er i den grad et fødevareland, så derfor er vi meget interesserede i partnerskaber med iværksættere fra Danmark. Særligt iværksættere med en bæredygtig profil og ideer inden for e-commerce, grøn omstilling og produktion er interessante partnermuligheder og derfor meget velkomne til at kontakte Nestlé,” sagde Gerardo Mazzeo, Nestlés globale innovationsdirektør, efter sit besøg på TechBBQ.

Unge virksomheder på talentjagt

Mange danske iværksætter-virksomheder er imidlertid ikke kun på udkig efter investorer. Virksomhedernes vækst og succes afhænger i lige så høj grad af dygtige medarbejdere.

Dem havde de mulighed for at møde nogle af til den matchmaking-event, som Copenhagen Capacity arrangerede på TechBBQ sammen med IDA, DJØF, Prosa, DTU og Danske Banks startup initiativ The Hub.

Stor interesse fra udlandet 

20 udvalgte startups deltog på eventen, hvor de gik på scenen for at fortælle om, hvorfor de 200 unge talenter, der også havde tilmeldt sig, skulle søge job hos lige præcis dem. Bagefter kunne virksomheder og talenter speed-date.

”Det var meget vellykket. En virksomhed har allerede ansat to kandidater, de mødte til eventen, og en anden holder interviews med tre potentielle nye medarbejdere" , fortæller Nikolaj Lubanski, Talent Director i Copenhagen Capacity.

”Der er stor interesse fra udlandet for at arbejde i innovative danske startups. Vi havde 50 fribilletter til matchmaking-eventen og modtog 200 ansøgninger fra kandidater, der var klar til at hoppe på et fly for at deltage. Af dem kunne vi så udvælge og invitere de 50 bedste”, uddyber han.

Sundhedsteknologi er et kæmpe vækstområde

De bedste nytænkende ideer er der også behov for i sundhedssektoren. I store dele af verden bliver befolkningen ældre og lever længere med kroniske sygdomme og sætter derfor sundhedssystemet under hårdt pres. Ny teknologi er en af løsningerne på den udfordring.

Copenhagen Healttech Cluster og Copenhagen Capacity havde derfor en stand på TechBBQ sammen med Rigshospitalets innovationscenter CAMES, og 21 danske iværksættere inden for sundhedsteknologi (healthtech), som gerne vil i kontakt med investorer og skabe netværk.

Iværksætterne har blandt andet udviklet apps, der kan hjælpe patienter med at reagere på symptomer og tilpasse deres behandling og medicinering, eller som transmitterer data, så læger kan realtids-monitorere patienter, der befinder sig i hjemmet, samt virtual reality-briller der kan hjælpe til at kurere angst hos børn og voksne.