Greater Copenhagen har verdens bedste branding strategi

Greater Copenhagen har netop vundet prisen Årets Bedste Brandingstrategi, der er sponsoreret af New York Times, for sit kampagnekoncept ’there is more to our happiness’. Kampagnen har tiltrukket udenlandske virksomheder og talenter til den dansk-svenske metropol.

Kan københavnerfortællinger om cykelture i byen, rene havnebade og hverdagslykke få verdens skarpeste hjerner og virksomheder til at slå sig ned i Greater Copenhagen?

Noget tyder på det.

Greater Copenhagen har nemlig netop vundet prisen ’Årets Bedste Brandingstrategi’ (Place Brand Strategy of the Year) ved City Nation Brand Awards 2017 i London, hvor verdens bedste initiativer inden for destinations-branding hyldes.

Prisen, som er sponsoreret af New York Times, gik til Greater Copenhagen for kampagnekonceptet ’there is more to our happiness’, som med stor succes har lokket talenter og virksomheder til den dansk-svenske metropol.

”Vi er utrolig glade for den internationale anerkendelse Greater Copenhagen har modtaget i London. Vores kampagnekoncept skiller sig ud internationalt, fordi vi fortæller en overraskende historie om, at fritid, hverdagsglæde og en svømmetur i havnen medvirker til et attraktivt forretningsmiljø med innovative og passionerede medarbejdere. At vi kan ramme virksomheder og talenter med denne fortælling – det er helt nyt”, siger Louise Juhl, kommunikations- og marketingdirektør i Copenhagen Capacity, der brander Greater Copenhagen internationalt.

Hverdagslykke hitter – også i erhvervslivet

Et af succeskriterierne for kampagnekonceptet er, at erhvervslivet har bakket op om fortællingen, der spiller på den danske hverdagslykke.

Danske og svenske spilvirksomheder deltog eksempelvis i Greater Copenhagens første kampagne, der var målrettede udenlandske spiludviklere med budskabet om, at korte arbejdsdage, en flad organisationskultur og inspirerende omgivelser skaber innovative og glade medarbejdere.

Flotte resultater

Gennem sociale medier, reklamefilm og et kampagnewebsite blev dette budskab set 11 millioner gange, hvilket medførte at 20 ledige job blev besat af attraktive medarbejdere hos spilvirksomheder i Greater Copenhagen.

"Greater Copenhagen er en attraktiv destination for talenter, virksomheder og startups. Det har vi vist med de solide resultater på kampagner inden for Gaming og Fintech. Greater Copenhagen har potentialet til at blive en af Europas førende vækstcentre og derfor er det vigtigt, at vi fortsat brander Greater Copenhagen og styrker vores markedsføring internationalt”, siger regionsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Næste stop: 10 kampagner årligt 

Copenhagen Capacity, som har udviklet og lanceret Greater Copenhagen-kampagnerne, planlægger nu at lancere ti kampagner om året. Allerede nu er kampagner med fokus på life-science-, logistik-, ingeniør og fødevareindustrien gået live.

Kampagnerne skal opbygge kendskabet til Greater Copenhagen, så metropolen i 2020 kan konkurrere med de mest succesfulde metropoler i Europa om at tiltrække talenter, virksomheder og investeringer.