Fintech-virksomheder er varme på København

København er ved at slå sit navn fast som Nordens nirvana for finansielle teknologivirksomheder. Seks udenlandske virksomheder overvejer lige nu at rykke hertil inspireret af en international kampagne med budskaber, der er set mere end 4 millioner gange.

Den sidste uge af juni forvandles København til et internationalt mekka for virksomheder, iværksættere og talenter inden for finansiel teknologi (fintech) og betalingsydelser. Det sker under Copenhagen Fintech Week, hvor den højtprofilerede amerikanske fintech-konference Money 20/20 kommer til byen med cirka 5.000 besøgende for andet år i træk.

For at skabe maksimal opmærksomhed om den danske hovedstad blandt udenlandske fintech-virksomheder kører Copenhagen Capacity i 13 uger op til Money 20/20 en digital markedsføringskampagne, som er udviklet for Greater Copenhagen-midler.

”Konferencen er en oplagt mulighed for at skabe kontakt til udenlandske virksomheder, der måske på sigt kunne tænke sig at oprette et selskab i Greater Copenhagen. Med Brexit står mange finansielle virksomheder jo i en ny virkelighed”, siger Marianna Lubanski, direktør for investment promotion i Copenhagen Capacity.

Over 300 vil høre mere om fintech i København

På blot seks uger er kampagnens budskaber blevet set godt fire millioner gange, og 26.000 personer har klikket sig videre til kampagnens website.

Og mere end 300 udenlandske virksomheder har aktivt udtrykt interesse for at høre mere om fintech i København: Godt 200 personer har downloadet en brochure, der beskriver det danske fintech-miljø, og 120 britiske fintech-iværksættervirksomheder tilmeldte sig via kampagnen et event for startups i London, som Copenhagen Capacity og Copenhagen Fintech arrangerede for at kickstarte kampagnen.

Seks udenlandske virksomheder på vej

Seks udenlandske virksomheder har endda taget skridtet fuldt ud og er i kontakt med Copenhagen Capacity om konkrete muligheder for at etablere sig i København.

Og det er opsigtsvækkende.

”Normalt kan det tage flere år at skabe kontakt til en udenlandsk virksomhed og nå dertil, hvor snakken bliver rigtig interessant. Med kampagnen har vi simpelthen sprunget flere led i salgsprocessen over, og det er meget positivt. En af de store forandringer er, at vi i stedet for at kontakte kunderne lader dem henvende sig til os, når de er parate til at høre mere – og det giver en motiveret dialog fra starten”, forklarer Marianna Lubanski.

”Fintech-virksomheder er meget digitale, og derfor har det nye digitale kampagneformat passet helt perfekt til dem. Det bliver interessant at se, om andre brancher reagerer lige så hurtigt og positivt”, tilføjer hun.

Læs også: København vil tiltrække finansielle iværksættere fra London

Erfaringerne viser, at cirka fem ud af 50 kontaktede udenlandske selskaber ender med at etablere sig i Danmark i løbet af et år. Den digitale fintech-kampagne har indtil videre skabt indledende kontakt til knap 400 virksomheder og dermed en lovende database for fremtiden.

Amsterdam, London og Stockholm er konkurrenter

Selvom ikke alle virksomheder, der ser kampagnens budskaber, er motiverede for at flytte til København lige nu, kan budskaberne være med til at skubbe til de langsigtede overvejelser.

Over tid vil kampagnerne – for der er planlagt en række inden for forskellige brancher – styrke brandet Greater Copenhagen internationalt og gøre regionen top of mind, så virksomheder, talenter og investorer vælger at placere sig her frem for i andre europæiske byer som Amsterdam, London og Stockholm.

Læs også: På Brexit-offensiv i London

Konferencer skaber international opmærksomhed

Arrangementer som Money 20/20 og Copenhagen Fintech Week er også med til at positionere Greater Copenhagen som et førende knudepunkt for innovative løsninger til den finansielle sektor.

Copenhagen Capacity og brancheorganisationen Copenhagen Fintech er værter ved Copenhagen Fintech Week, der samler 4.000 fintech startups fra hele verden. Deltagerne kan eksempelvis deltage i en stor udendørs grillaften, Roskilde Festival, og en række matchmaking og netværksarrangementer.

Fem gode grunde til at starte fintech-virksomhed i København

  • Danmark er et af verdens mest digitaliserede samfund og efterspørger nye digitale løsninger.
  • Den sproglige barriere minimal, da danskere er rigtig gode til engelsk. Virksomheder kan derfor rekruttere lokalt.
  • Der er stor respekt i miljøet, og nye løsninger på markedet bliver ikke straks snuppet af konkurrenter.
  • Iværksættermiljøet buldrer derudaf og skaber innovative muligheder for både startups og etablerede virksomheder.
  • Udenlandske virksomheder ser de hårde danske finansielle regulativer som en blåstempling af deres produkt, og en dansk godkendelse viser indirekte potentielle investorer, at virksomheden har styr på den del af forretningen