Copenhagen Fintech Week tiltrak tusind iværksættere og investorer

Sidste år tiltrak Norden flere investeringer end både Tyskland og Storbritannien. København skal sikre sig en stor bid af kapitalkagen gennem en stærk fintech-branche – i juli tiltrak Copenhagen Fintech Week over 1.000 iværksættere, virksomheder og investorer fra 30 lande.

”For bare få år siden var København og Danmark ret ukendt i fintech-verdenen. Gennem de to sidste år tror jeg virkelig, vi har slået Københavns navn fast for rigtig mange af de mennesker, som har deltaget i Money20/20. Selv om Money20/20 flytter til Amsterdam næste år, står København tilbage med et meget stærkere brand, som branchen kan bruge til at tiltrække flere internationale iværksættere og investorer”, siger investment promotion direktør i Copenhagen Capacity, Marianna Lubanski.

Investor-speed dating, opstartsrådgivning og gode grillpølser

I dagene før og efter Money20/20, som er verdens største konference for finansiel teknologi, deltog mere end 1.000 fintech-virksomheder, iværksættere og investorer fra 30 lande i Copenhagen Fintech Week, som Copenhagen Capacity og Copenhagen Fintech stod bag.

I seks travle dage kunne deltagerne blandt andet overvære åbningen af Europas første blockchain-forskningscenter på IT-universitetet i København, tage på speed dating for investorer og virksomheder, høre om hvordan man starter virksomhed i Greater Copenhagen, og deltage i en række mere uformelle arrangementer. Fx en stor grillfest, hvor 350 mødte op for at netværke og opleve, hvad København kan på en lun sommeraften.

Læs også: Fintech-virksomheder er varme på København

Britisk fintech-virksomhed forelsket i København

Moneyhub Enterprise fra Bristol i England tog turen til Copenhagen Fintech Week med fribilletter til Money20/20, som virksomheden vandt i forbindelse med Copenhagen Capacitys fintech-kampagne, der kørte op til fintech-ugen.

”Vi var virkelig glade for muligheden for at deltage i Money20/20. Vi var overvældede over det kæmpestore fremmøde fra alle dele af branchen og super tilfredse med alt, vi oplevede under Copenhagen Fintech Week. Vi deltog blandt andet i matchmaking-arrangementet for virksomheder og investorer, og det var fremragende. Fintech-branchen i København er meget hjælpsom, og vi mødte en række erfarne branchefolk, som har tilbudt deres rådgivning og at åbne deres netværk for os – det er vi rigtig taknemmelige for”, fortæller Moneyhubs Chief Product Officer, Dan Scholey.

”Vi kom hjem med en masse gode kontakter og salgsmuligheder. Vi vil gerne udvide vores forretning i Europa, og København ligger højt på ønskelisten. Byen er smuk og nem at komme rundt i, og så er der en virkelig positiv stemning omkring hele fintech-miljøet”.

Læs også: hedgehog lab åbner europæisk hovedkontor i København

København kan tiltrække flere udenlandske fintech’ere

Marianna Lubanski tror på, at fintech-miljøet kan holde gryden i kog, også selv om Money 20/20 forlader København.

Fintech-branchen med blandt andre Copenhagen Fintech i front har de seneste år gjort et stort stykke arbejde for at samle det danske miljø, som nu er blevet stærkere og mere synligt. Fx har København nu fået sit første kontorfællesskab for fintech-iværksættere, Copenhagen Fintech Lab, og Erhvervsministeriet har oprettet et særligt FinTech Lab i Finanstilsynet, som skal gøre det nemmere for digitale iværksættere at navigere i den finansielle lovgivning.

”Det er vores opgave at holde momentum og bearbejde markeder, hvor vi kan se spændende virksomheder, som passer ind i det danske miljø. Vi har et tæt samarbejde med London Partners om at hjælpe britiske virksomheder til Danmark og omvendt. Londons finansielle sektor er naturligvis meget større end herhjemme – til gengæld er vi i Danmark mere digitale, og der er blandt andet stor interesse for hele NemID-platformen, som skal fornyes”, fortæller Marianna Lubanski.

Læs også: København vil tiltrække finansielle iværksættere fra London