50 udenlandske virksomheder vil bygge danske hospitaler

50 udenlandske virksomheder besøgte The Danish Hospital Construction Projects Conference & Expo for at høre mere om udbuddene hos de danske hospitalsbyggerier. Også danske sundhedsdata er et stort trækplaster, særligt blandt tyske sundheds-it-virksomheder

Den 24. maj blev byggeplanerne for Nyt Bispebjerg Hospital, Projekt Universitetshospital Køge, Nyt Hospital Nordsjælland og Nyt Universitetshospital Odense præsenteret for godt 400 deltagere, heriblandt 50 udenlandske virksomheder med speciale i alt fra helikopterlandingspladser, brandsikringssystemer og store byggeentrepriser.

Adgangsbilletten er dansk datterselskab

De udenlandske deltagere, som blandt andet kom fra Tyskland, Frankrig, Spanien, Holland, England, Norge og Sverige, deltog i messen The Danish Hospital Construction Projects Conference & Expo 2016, der var en helt særlig mulighed for at møde opdragsgiverne til Danmarks mange store hospitalsbyggerier; Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syd.

På dagen havde Copenhagen Capacity sammen med Invest in Denmark og Building Network travlt med at matche de 50 udenlandske firmaer med de mange potentielle danske samarbejdspartnere og underleverandører, som også deltog på konferencen.

Det overvældende flertal af udenlandske virksomheder, der byder på danske udbud, har et dansk datterselskab – og set i det lys, er det ekstra interessant, at 50 udenlandske virksomheder deltog. Copenhagen Capacity fortalte derfor også om, hvordan vi kan hjælpe med at etablere sig i Greater Copenhagen”, siger Marianna Lubanski, Investment Promotion Director i Copenhagen Capacity.

Danmarks sundhedsdata er guld værd

Men det er ikke kun infrastrukturprojekter, der får udlandet til at kaste interesserede blikke mod Danmark.

Det gør også de gigantiske mængder sundhedsdata, som Danmark har lagret via blandt andet sundhedsregistre, gendatabaser, patientjournaler og studier af patientadfærd.

Hvis virksomheder kan få nemmere adgang til disse sundhedsdata, er de en guldgrube for folkesundheden og sundhedssystemet, fordi de giver helt nye muligheder for at udvikle ny medicin og personaliserede behandlingsformer. 

Og takket været Danmarks lange tradition for at registrere sundhedsdata, er vi langt foran resten af verden på området.

Tyske virksomheder vil teste ny teknologi i Greater Copenhagen

I april deltog Copenhagen Capacity og Copenhagen Healthtech Cluster i Europas førende messe for sundheds-it, conhIT, i Berlin for at markedsføre mulighederne i Greater Copenhagen over for tyske sundheds-it-virksomheder.

Det tyske sundhedssystem er ikke så langt med at indføre digitale løsninger som det danske, og Danmark bliver derfor betragtet som et foregangsland. I Berlin viste mange tyske virksomheder interesse for at teste og udvikle nye løsninger, fx inden for digital rehabilitering, i Greater Copenhagen. Danmark har en unik styrkeposition på sundhedsdataområdet, og det skal vi udnytte til at tiltrække udenlandske virksomheder og udvikle løsninger, som kan eksporteres og gavne danske borgere”, siger Thomas Hammer-Jakobsen, Direktør i Copenhagen Healthtech Cluster.