Succesfuld MIPIM 2016

Internationale ejendomsinvestorer og erhvervsmæglere fra syv lande fik input om investeringsmuligheder i Greater Copenhagen på årets MIPIM i Cannes. Stor opbakning til den danske stand vidner om behovet for fælles markedsføring af regionen.

Alle knap 30 inviterede investorer fra blandt andet Tyskland, Norge, Sverige, Storbritannien og Luxembourg trodsede regn og kulde og mødte op til den netværksbrunch, som Copenhagen Capacity, Københavns overborgmester og advokatfirmaet Bech-Bruun havde indbudt til på havnefronten i Cannes under årets MIPIM-messe.

”Vi lancerede investorbrunchen sidste år med stor succes, og det er glædeligt, at interessen for at høre om mulighederne for ejendomsinvesteringer i Greater Copenhagen er intakt. Denne type netværksarrangementer er velegnede til at bringe potentielle investorer et skridt eller to nærmere i beslutningsprocessen”, siger Claus Lønborg, adm. direktør i Copenhagen Capacity. 

Ny indgang til internationale investorer

Som noget nyt inviterede Københavns overborgmester og Copenhagen Capacity også til et særarrangement for knap 30 internationale rådgivnings- og erhvervsmæglervirksomheder fra Tyskland, Frankrig, Norge og Danmark.

Indgangen til internationale ejendomsinvestorer er nemlig ofte gennem en erhvervsmæglerkæde. Til arrangementet blev mæglerkæderne blandt andet præsenteret for Greater Copenhagens investeringsklima, hvordan Copenhagen Capacity kan hjælpe mæglerne med at rådgive deres internationale kunder, og Cisco og A.P. Møller-Maersk fortalte om, hvorfor de har valgt at placere sig i København. 

Stor opbakning til den danske stand på MIPIM

Det er 18. gang, Copenhagen Capacity arrangerer den danske stand på MIPIM sammen med Malmö Stad.

Standen var igen i år velbesøgt og højt prioriteret blandt de danske deltagere. Ud over 9 partnere og 14 sponsorer af standen havde hele 48 danske virksomheder tilmeldt sig MIPIM via den danske stand. 

”Den danske stand på MIPIM er et populært mødested for forretninger i bygge- og ejendomsbranchen. Det koster ikke ekstra at tilmelde sig som supporter, men standen får et vigtigt tilskud, som går til at drive mødefaciliteter, cafe og andre gratis services. Den store opbakning i år fra både partnere, sponsorer og supportere sender et stærkt signal om, at dansk erhvervsliv også ønsker en dansk stand på MIPIM fremover”, siger Claus Lønborg. 

Greater Copenhagen hædret: europamester i at tiltrække investeringer

I marts vandt Greater Copenhagen Financial Times såkaldte foreign direct investment-pris (FDI) for bedste strategi til at tiltrække udenlandske investeringer, en strategi som Copenhagen Capacity står bag.

Læs også: Greater Copenhagen er europamester i at tiltrække investeringer

Den officielle ceremoni foregik under MIPIM, og Regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), modtog prisen.

”Prisen er en flot anerkendelse af Copenhagen Capacitys indsats. Som formand for Region Hovedstaden glæder jeg mig dog først og fremmest på borgernes og virksomhedernes vegne. Vi er netop gået sammen i Greater Copenhagen for at blive et mere synligt og attraktivt valg for globale virksomheder, og prisen viser, at det er den helt rigtige strategi. Når globale investorer kaster deres opmærksomhed på Greater Copenhagen, så kommer det os alle til gode i form af mere vækst, flere jobs og et bedre liv”, siger Sophie Hæstorp Andersen.