København får besøg af 600 medieledere fra hele verden

I to dage gæster op til 600 internationale medieledere København under verdens største konference for nyhedschefer. Tre ture, arrangeret af Copenhagen Capacity, tager nogle af dem ud at se på banebrydende forskning, førende smart city-løsninger og nytænkende iværksættere i Greater Copenhagen.

News Xchange 2016 afholdes i Koncerthuset i DR den 30. november og 1. december. Det er verdens største konference for nyhedschefer, og for første gang i år er konferencen åben for alle verdens nyhedsmedier på tværs af digitale udgivelser, trykte medier, radio og tv.

Konferencen sætter spot på nogle af branchens vigtigste strategiske spørgsmål som; hvad er formålet med nyheder i en tid med for meget information? Er Facebook mediernes bedste ven eller værste konkurrent? Og hvor hurtigt skal den digitale omstilling foregå?

En oplagt mulighed for at promovere Greater Copenhagen

Nyhedscheferne har også fået tilbuddet om at lade sig inspirere uden for Koncerthusets vægge. Dagen før og efter konferencen har Copenhagen Capacity tilrettelagt tre ture, der tager deltagerne med rundt til nogle af Greater Copenhagens fremmeste fyrtårne for forskning og innovation.

Danmark har i høj grad brug for at markedsføre sig internationalt, hvis vi vil have flere virksomheder, investorer og talenter til at interesserer sig for vores land. Så når hundredvis af verdens førende nyhedschefer står i vores egen baghave, skal vi naturligvis udnytte det til at vise vores styrker frem. København er en af verdens grønneste og mest innovative byer, som tilmed er blandt verdens allerbedste at bo i. Det håber vi selvfølgelig, at nogle af turenes deltagere vil skrive om, når de selv har været ude at opleve det”, siger Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.

Supercomputere og skarpe iværksættere

De tre ture er sammensat med fokus på: 

  • Smart city-løsninger og hvordan living labs i Greater Copenhagen udvikler og tester en række af de teknologier og løsninger, som verdens byer efterspørger.
  • Banebrydende forskning i Greater Copenhagen Science Cities fx på Niels Bohr Instituttet, der forsker i kvantefysik og super computere, og ”supermikroskopet” MAX IV i Lund, der er verdensførende inden for materialeforskning.
  • Københavns innovative iværksættere i mediebranchen, der udfordrer og ”disrupter” måden, som indhold produceres, publiceres og distribueres. 

Forskningen i Greater Copenhagen Science Cities er i den absolutte verdenselite på en lang række områder. På Niels Bohr Instituttet zoomer vi ind på kvantefysik, hvor stjerneforskeren Charles Marcus og virksomheden Sparrow Quantum vil præsentere arbejdet med at udvikle nye supercomputere og det enorme kommercielle potentiale, som kvanteteknologien rummer. Copenhagen Capacitys innovation tours er en glimrende måde at skabe international opmærksomhed og nye kontakter”, siger Kristoffer Klebak, sekretariatschef for Copenhagen Science City og medlem af styregruppen for Greater Copenhagen Science Cities.

Læs mere om de tre ture her