Kinesiske Warmblood satser på København

Warmblood, et nyt kinesisk-dansk joint venture der laver asiatisk inspirerede interiørløsninger, har etableret kontor i København, som også skal eksportere dansk design til Kina.

Nordisk design og boligindretning bliver mere og mere populært i Kina, hvor den købestærke middelklasse vokser stødt. Muligvis fordi den asiatiske og skandinaviske designtradition har mange fællestræk som eksempelvis lette møbler i forskellige træsorter og fokus på lys og luft.

25 nye medarbejdere 

Warmblood, en kinesisk-dansk joint venture, har derfor etableret sit første skandinaviske kontor i København. Herfra vil virksomheden rådgive danske kunder om indretning og interiørløsninger med designelementer fra Østen og eksportere dansk design til boligindretningsbutikker i Sichuan-provinsen i Kina.

Vi ser et meget positivt potentiale i at bygge bro mellem to stærke designnationer som Danmark og Kina. I løbet af de næste tre år regner vi derfor med at ansætte 25 medarbejdere i vores danske virksomhed”, siger Yangqing Xie, General Administrator i Warmblood.

Stigende interesse fra Kina

Copenhagen Capacity har bistået Warmblood med at etablere sig i København, blandt andet gennem rådgivning om forretningsstrategi og selskabskonstruktion, informationer om det danske erhvervsklima, arbejdsmarkedet og bygge- og renoveringsbranchen samt adgang til lokale netværkspartnere.

”De seneste år har vi set en stigende interesse for Danmark og danske kompetencer blandt kinesiske virksomheder. Warmblood er et godt eksempel på, at mange virksomheder ofte har fokus både på det danske og kinesiske marked. Eksempelvis ved at investere i at videreudvikle en dansk teknologi, som efterfølgende kan benyttes i Kina”, fortæller Marianna Lubanski, direktør for erhvervsfremme i Copenhagen Capacity.

Læs også: Nyt powerhouse skal hjælpe flere kinesiske virksomheder til København