Amerikansk firma rykker sit hovedkontor til Danmark

Amerikanske Piper Environmental Group, der producerer løsninger til rensning af forurenet grundvand, flytter sit globale hovedkontor og produktion til Sydsjælland.

Region Sjælland og den amerikanske virksomhed Piper Environmental Group har indgået en aftale, der skal skaffe både danskere og borgere i andre lande rent grundvand.

Piper Environmental Group har udviklet en metode til at rense forurenet grundvand med luftarten ozon, og til formålet har Region Sjælland stillet en losseplads i Hvalsø til rådighed for firmaet.

Virksomheden rykker derfor sit globale hovedkontor og produktion til Præstø, og det forventes at skabe cirka 40 nye job i Vordingborg Kommune inden for de næste tre år. Samarbejdet forventes også at tiltrække interesse fra universiteter, virksomheder og myndigheder og skabe offentlige-private samarbejdsprojekter.

Vi håber, at testgrunden ved Stengårdens losseplads kan tiltrække samarbejdspartnere med interesse i at oprense forurening. Testgrunden bliver en 1.200 kvm stor grund, der vil fungere som et center til udvikling og afprøvning af nye metoder til oprensning af forurening. Det er vores ønske, at testgrunden kan fungere som et udstillingsvindue for dansk viden og kunnen på vand- og jordforureningsområdet over for omverdenen”, siger regionrådsformand, Jens Stenbæk.

Let beslutning at flytte til Danmark

Piper Environmental Group var på udkig efter et sted at udvikle nye metoder og besøgte Danmark i maj 2015. Virksomhedens administrerende direktør blev imponeret over, hvor dygtigt og effektivt arbejdet foregår i Danmark, og tanken om at flytte til Danmark fik for alvor næring.

Danmark er førende i Europa inden for vandrensning og en ledende eksportør af vandteknologi. Derfor var det en let beslutning at flytte til Danmark og etablere os i Præstø. Jeg ser frem til at kunne skrive ”Made in Denmark” på vores produkter og kunne bruge vores nye base i Danmark til at udvide vores aktiviteter i Europa og resten af verden. Jeg er meget taknemmelig for samarbejdet med Region Sjælland og den støtte og rådgivning om etablering i Danmark, som vi har modtaget fra Invest in Denmark og Copenhagen Capacity. De har vist vejen og gjort processen smidigere, end vi havde forudset” siger Jane Piper, President & CEO, Piper Environmental Group, Inc.

Globale markeder serviceres fra Greater Copenhagen

Fra hovedkontoret i Præstø vil Piper Environmental Group udvide sine aktiviteter i resten af Europa. Virksomheden planlægger at producere ozonsystemer i Hvalsø, som skal eksporteres til markeder i Europa, USA og Asien, hvor der er stor efterspørgsel efter bæredygtige og effektive løsninger.

Det er fremragende, at en førende virksomhed som Piper Environmental Group har valgt at placere sit globale hovedkontor og sin produktion i Greater Copenhagen. Det er glædeligt for Vordingborg Kommune, som kan se frem til 40 nye jobs, og det er godt for hele regionen, der nu sætter sig igennem internationalt som en af verdens bedste inden for vandrensning og vandteknologi”, siger Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.

En af syv nationale testgrunde

Testgrunden ved Stengårdens losseplads i Hvalsø er en af syv nye testgrunde i Danmark, som hver især repræsenterer forskellige former for jordforurening – et landsdækkende netværk af testgrunde i Danish Soil Partnership, som de danske regioner har etableret i fællesskab.

Testgrunden blev indviet onsdag den 14. september af regionrådsformand Jens Stenbæk (V) og borgmester Mette Touborg (SF), Lejre Kommune.