15 tyske investorer så på projekter i Greater Copenhagen

Copenhagen Capacity og Invest in Skåne har for første gang sammen inviteret til Real Estate Investor Summit i Frankfurt, hvor 15 tyske investorer så nærmere på bygge- og infrastrukturprojekter i Greater Copenhagen.

I september indledte Copenhagen Capacity sin første indsats på det tyske marked sammen med Invest in Skåne. På det fælles investorarrangement Real Estate Investor Summit i Frankfurt var 15 udvalgte tyske investorer inviteret til at høre NCC, Skanska, Malmø By, NPV, NEWSEC og By & Havn præsentere bygge- og infrastrukturprojekter i Greater Copenhagen.

Greater Copenhagen bugner af investeringsprojekter

Tyske kapital- og investeringsfonde, ejendomsinvestorer, forsikrings- og pensionskasser og ejendomsselskaber inden for handel og service har i øjeblikket masser af midler, der skal ud at yngle.

Internationalt er de nordiske markeder kendt for at være sluppet nådigt gennem finanskrisen og for at være en stabil investeringshavn med lav risiko og pæne afkast på fast ejendom. På Real Estate Investor Summit var tilbuddet til investorerne i år endnu mere solidt end sædvanligt.

Udenlandske ejendomsinvestorer kommer ikke uden en solid pipeline af investeringsprojekter. Ved at markedsføre muligheder i hele Greater Copenhagen, altså Østdanmark og Sydsverige, tilbyder vi en meget større og mere interessant projektportefølje, som blev modtaget positivt i Frankfurt”, fortæller Claus Lønborg, adm. direktør i Copenhagen Capacity.

Byudvikling for beboere og erhverv

Samlet har Greater Copenhagen fire millioner indbyggere, og byer som København, Malmø, Lund og Helsingborg har vokseværk. Og hvor København især har masser af byudviklingsprojekter med nye bydele fx Nordhavn, Ørestad og Grønttorvet i Valby, tilbyder Sydsverige en bred vifte af logistikprojekter, blandt andet udvides den svenske side af Copenhagen-Malmo Port, der håndterer fragt af fx biler, samt et stærkt retailmarked. Blandt andet udbygger Malmø lige nu området omkring shopping-centeret Emporium med et nyt storcenter og mange nye butikker.

Matchmaking mellem investorer og bygherrer

På Real Estate Investor Summit mødtes de 15 tyske investorer med NCC, Skanska, Malmø By, NPV, NEWSEC og By & Havn, der præsenterede nuværende og kommende projekter i Greater Copenhagen.

”Vores fælles repræsentation var en stor succes, og indsatsen tegner rigtigt godt for vores fremtidige samarbejde om at tiltrække udenlandske investorer til Greater Copenhagen. Virksomhederne, der var med os, var også meget tilfredse med mødet”, siger Stefan Johansson, Managing Director i Invest in Skåne.

Copenhagen Capacity og Invest in Skåne mødes igen med de tyske investorer på ejendom- og investeringsmessen EXPO Real i München i oktober.

Læs mere om, hvad Greater Copenhagen kan tilbyde internationale ejendomsinvestorer.