20 år: fra markedsføring til erhvervsudvikling

I år fylder Copenhagen Capacity 20 år. Formålet om at tiltrække værdi udefra har ikke ændret sig siden 1994. Men det har arbejdet. I dag tager Copenhagen Capacity aktiv del i at udvikle regionen, så den bliver attraktiv for udenlandske investorer – en opgave, som fokuseret vækstdagsorden støtter op om.

Copenhagen Capacity startede som et tre-årigt forsøgsprojekt tilbage i 1994. Her gik Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Københavns Amt, Frederiksborg Amt og Roskilde Amt sammen om at markedsføre deres respektive investeringspotentiale over for udlandet.

Siden har meget ændret sig.  I dag arbejder Copenhagen Capacity for at skabe vækst i alle sjællandske kommuner, og metoderne tæller meget mere end markedsføring.

"Konkurrencen om at tiltrække udenlandske investorer bliver hårdere og hårdere. Vi kan derfor ikke længere nøjes med at fortælle om, at vi er gode inden for grøn energi – det er ikke konkret nok. Vi skal blive endnu skarpere på, hvad det præcis er, vi kan tilbyde den enkelte udenlandske virksomhed og investorer," siger Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity. 

Copenhagen-brand giver regionen muskler
Skal regionen i fremtiden være attraktiv for udenlandske investorer, kræver det både en indsats i de enkelte kommuner om at identificere og udvikle deres styrkepositioner og en koordineret indsats for hele regionen.

"Beslutningen om at skabe et ”Copenhagen”-brand er noget af det bedste, regionen har gjort for erhvervsudviklingen. Jeg er meget glad for, at alle kommuner er gået med i samarbejdet. Copenhagen-regionen, inklusiv Skåne, har knap fire millioner indbyggere, og det gør os til et konkurrencedygtigt alternativ til byer som Hamborg, Berlin og Amsterdam," påpeger Claus Lønborg.

Adgang til talent er vigtigt
Talent er en afgørende faktor i forhold til at udvikle regionens konkurrencedygtighed. For uden højtuddannet arbejdskraft er det svært at tiltrække virksomheder, investeringer og forskningsområder. Sammen med en række partnere har Copenhagen Capacity derfor taget initiativ til en række projekter, der skal tiltrække og fastholde udenlandske eksperter, forskere og studerende.

En nylig analyse slog fast, at regionen har et anslået potentiale til at løfte andelen udenlandske videnarbejdere med 5-10% under de nuværende vilkår. Det svarer til mellem 1.100 og 2.300 internationale videnarbejdere og en øget samfundsmæssig produktion på mellem 500 millioner kroner og 1 milliard kroner. Bag analysen ”Flere udenlandske videnarbejdere til hovedstadsregionen” stod REG LAB, Erhvervsstyrelsen, Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Copenhagen Capacity, Öresundskomitéen og Væksthus Hovedstaden.

Sundhedsteknologi er næste satsning
Derudover arbejder Copenhagen Capacity på at udvikle en stærk erhvervsklynge inden for sundhedsteknologi, som er en regional styrkeposition med stort potentiale for lokal vækst og global eksport. Store dele af den vestlige verden står i de kommende år over en væsentlig udfordring med en aldrende befolkning og færre hænder til at varetage og finansiere opgaverne. Alene i Danmark regner man med, at antallet af ældre vil stige fra 900.000 i 2010 til over 1,5 millioner i 2040, og borgere med en eller flere kroniske sygdomme udgør allerede i dag 75% af alle patienter i det danske sundhedssystem.