Forenkling betyder mindre vækst i Greater Copenhagen

Færre udenlandske virksomheder og delegationer vil fremover få hjælp, når de vil besøge eller investere i Greater Copenhagen. Forenklingen af dansk erhvervsfremme betyder nemlig, at Copenhagen Capacitys budget beskæres med knap en tredjedel. Blandt andet lukkes et populært projekt, der har introduceret mere end 600 udenlandske købestærke delegationer til danske virksomheder.

Som direkte konsekvens af de besparelser, der følger af at det danske erhvervsfremmesystem forenkles, må Copenhagen Capacity neddrosle sine aktiviteter i 2019. Værdiskabende initiativer lukkes, og der bliver sparet medarbejdere inden for marketing og tiltrækning af udenlandske virksomheder.

- Det er dybt beklageligt for væksten og udviklingen i Greater Copenhagen at man lukker initiativer, der har skabt stor værdi for danske virksomheder. Den fulde effekt af besparelserne vil først manifestere sig om nogle år, men vores arbejde vil allerede nu vil tabe momentum.

separator- Claus Lønborg, CEO Copenhagen Capacity

”Det er meget beklageligt for væksten og udviklingen i Greater Copenhagen, at Copenhagen Capacity er tvunget til at nedlægge stillinger og initiativer, som har skabt stor værdi for hovedstadsregionen og danske virksomheder. Den fulde effekt af besparelserne vil først manifestere sig om nogle år, men vores arbejde vil allerede nu vil tabe momentum. Den nye erhvervsfremmestyrelse er endnu ikke er på plads, og vi står i et uheldigt vadested, hvor vi ikke kan søge nye midler længere end til 2019”, siger Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.

Værdifuld platform for virksomheder lukkes ned

Det initiativ, som Copenhagen Capacity allerede fra årsskiftet må trække stikket til, er One-Point Entry (OPE). I de seneste tre år har OPE-sekretariatet været i dialog med 1100 internationale delegationer og arrangeret mere end 600 besøg hos virksomheder i Greater Copenhagen i tæt samarbejde med Københavns Kommune.

- Det har været en god platform for Rambøll at møde disse delegationer. Det har resulteret i store forretningspartnerskaber og opgaver på nye markeder og opgaver i andre dele af vores forretning.

separator- Søren Hansen, Projektdirektør hos Rambøll Danmark 

Hovedstaden er Danmarks vækstlokomotiv

København og omegn spiller en central rolle i dansk økonomi. Hovedstaden og Region Sjælland tiltrækker tre ud af fire udenlandske investeringer og står får halvdelen af BNP og mere end halvdelen af Danmarks samlede eksport. 

Det er derfor centralt at prioritere hovedstadsregion og styrke den i forhold til den internationale konkurrence om investeringer, virksomheder, talenter og turister. Men med de nuværende besparelser gør man  desværre det stik modsatte.

Prisvindende markedsføring taber terræn

I de seneste fem år har Copenhagen Capacity skabt mere end 6000 job i hovedstaden og på Sjælland og modtaget flere internationale priser for sit arbejde med at markedsføre Greater Copenhagen, heriblandt:

  • Top-100 Global Thought Leader – World Finance, 2018 (i selskab med Airbnb, Apple og Amazon)
  • Best fDi strategy among Europe’s mid-sized regions – fDi Intelligence, Financial Times, 2018-2019 & 2016-2017
  • Best Place Brand Strategy of the Year – City Nation Place Award, 2017 (sponsoreret af New York Times)
  • Top Regional Investment Promotion Agency in Western Europe – Site Selection Magazine, 2016
  • Verdens mest innovative regionale erhvervsorganisation – Financial Times 2013

Besparelser for 21 millioner kroner

Copenhagen Capacity har lavet en aftale med Erhvervsministeriet omkring delvis finansiering i 2019 på 24,8 mio. kroner. Derudover bidrager Udenrigsministeriet med 13,5 mio. kroner i 2019 og de efterfølgende år. Samlet givet det en indtægt på 38,3 mio. kroner i 2019 og dermed et hul i budgettet på 4,2 mio. kroner. Usikkerhed omkring Copenhagen Capacitys langsigtede finansiering gør det desuden vanskeligere at videreføre og etablere nye projekter. Derfor vil Copenhagen Capacitys samlede budget for 2019 opleve et dyk i aktivitetsniveau i forhold til 2018 på ca. 21 mio. kroner, hvilket svarer til en nedgang i omsætning på 28 procent.

Om Copenhagen Capacity

Copenhagen Capacity blev etableret i 1994 af kommuner og amter omkring hovedstaden. Formålet med den selvstændige organisation var at sikre en stærk og samlet markedsføring af Øresundsregionen. Det har vist sig at være en succesfuld konstruktion, og alene i de seneste fem år har Copenhagen Capacity skabt mere end 6000 job i hovedstaden og på Sjælland. I dag arbejder Copenhagen Capacity tæt sammen med alle de 79 kommuner og 3 regioner i Greater Copenhagen samt med Invest in Denmark under Eksportrådet.