Udnyt mulighederne i Greater Copenhagen

Vækstvisionerne for Greater Copenhagen skal realiseres. Det gav erhvervslivet og politikere fra begge sider af Øresund hånd på til konferencen Udnyt mulighederne i Greater Copenhagen.
”Det vigtigste, der er sket siden kommunalreformen”.

Sådan introducerede Dansk Erhvervs administrerende direktør Jens Klarskov Greater Copenhagen-samarbejdet, da han bød velkommen til konferencen Udnyt mulighederne i Greater Copenhagen arrangeret af Dansk Erhverv, Dansk Industri og Sydsvenska Industri- och Handelskammaren.

Og, understregede han, et initiativ, som ikke må ende som et luftigt politisk projekt. Både virksomheder og politikere i Greater Copenhagen skal fokusere på handling og resultater, hvis samarbejdet skal føre til vækst og arbejdspladser i regionen. 

Talenttiltrækning, ja tak 

Den røde tråd i dagens mange indlæg handlede hovedsageligt om to indsatsområder. Fokus på en sammenhængende infrastruktur på tværs af Øresund, som gør det er nemt at pendle, transportere varer og rejse ind og ud af Greater Copenhagen. Og adgang til kvalificeret arbejdskraft, særligt inden for de videntunge industrier, som fylder stadig mere i Greater Copenhagen.

”Medarbejdermangel er et stigende problem hos mange virksomheder i regionen. Og inden for nogle brancher kan Danmark ikke levere det fornødne antal egnede kandidater i øjeblikket. Derfor hjælper Copenhagen Capacity virksomheder i Greater Copenhagen med at tiltrække internationale højtuddannede medarbejdere. Blandt andet ved at eksponere ledige jobmuligheder på fagspecifikke platforme i udlandet”, fortæller Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.  

Size matters

Greater Copenhagens knap 4 millioner indbyggere blev fremhævet som en stor styrke. Det skaber den kritiske masse, som gør regionen konkurrencedygtig i international sammenhæng i forhold til at tiltrække udenlandske investeringer, virksomheder og talenter. 

Det kræver naturligvis international markedsføring og her lød opfordringen ”Think big”: skab et brand, der først og fremmest er attraktivt og relevant for dem, vi gerne vil nå ude i verden, og som favner de forskellige styrker, Greater Copenhagen byder på – storby, smukke landområder, forskning inden for førende industrier, formidabel placering i Nordeuropa og god infrastruktur.

Politiske og kommercielle visioner

DI’s underdirektør Jens Billing rundede konferencen af med et tilsagn om, at erhvervslivet er klar til at gøre deres for, at Greater Copenhagen bliver et kommercielt brand og samarbejde.

Det løfte glæder Claus Lønborg: 

“Jeg glæder mig over det store fremmøde og de mange engagerede indlæg. Det vidner om en stor og dedikeret tilslutning fra erhvervslivet i Greater Copenhagen – hvilket er nødvendigt, hvis vi for alvor skal på radaren hos udenlandske virksomheder, investorer og talenter. I konkurrerende metropolregioner som Amsterdam er det lokale erhvervsliv stærkt engageret i den internationale markedsføring af regionen. Det har stor gennemslagskraft og er bestemt også noget, vi skal stræbe efter i Greater Copenhagen”.