Succesfuldt seminar i Lyon

Interessen var stor blandt virksomheder og regioner, da Copenhagen Capacity var i Lyon for at sælge Danmark som testlaboratorium for brint og brændselsceller.

Brint og brændselsceller er et betydningsfuldt element i fremtidens fossilfrie energisystem, da de kan indgå i løsninger til at lagre energi fra vedvarende energikilder og udgør et miljørigtigt alternativ til benzin og diesel i transportsektoren.

Besøgsture på tegnebrættet
Danmarks ambitiøse klimamål om at være 100 procent uafhængig af fossile brændstoffer i 2050 gør Greater Copenhagen til et unikt testlaboratorium for brint og brændselscelleaktører. 

Det var netop budskabet, da Copenhagen Capacity sammen med erhvervsparken CEMTEC fra Region Nordjylland og Partnerskabet for Brint og Brændselsceller holdt et miniseminar i Lyon den 23. april i forbindelse med seminaret Smart specialisation workshop on fuel cells and hydrogen.  

”Turen til Lyon var en succes. Regioner og virksomheder fra blandt andet Frankrig, Italien og England viste stor interesse. En fransk virksomhed og to regioner har allerede forhørt sig nærmere, nemlig Rhônes-Alpes i Frankrig og Basilicata i Italien, som gerne vil til Greater Copenhagen og Region Nordjylland for at udveksle erfaringer og høre om projekterne i regionerne”, fortæller Djouhara Westberg, business development manager hos Copenhagen Capacity, som var blandt oplægsholderne på seminaret.  

Danmarks styrkeposition inden for forskning, udvikling, test og demonstration på brint og brændselscelleområdet skyldes blandt andet en stor andel af vind i energisystemet, som gør det muligt at teste og udvikle nye teknologier og løsninger til energilagring, og at Danmark tilbyder gode muligheder for forskningsstøtte.

CO2-neutral kommunal bilpark
På transportområdet er Greater Copenhagen også langt fremme. I april vedtog politikerne i Øresundskomiteen, at kommunerne og regionerne i Øresundregionen fra 2016 udelukkende skal købe miljøvenlige biler, der kører på brint, gas eller el.

Flere kommercielle elbilprojekter er desuden i gang i Greater Copenhagen på tværs af Øresund. Danske Clever planlægger at opføre 35 svenske ladestationer i samarbejde med Helsingborgbaserede Øresundskraft, og i Danmark har Clever mere end 300 ladestandere. I 2013 købte tyskejede E.ON, med nordisk hovedkontor i Malmø, 770 danske ladestandere fra Better Place som et led i en række investeringer indenfor grøn transport i regionen.