Skånes fremtid i Greater Copenhagen afgøres

Skal Skåne være en del af Greater Copenhagen? Det er hovedtemaet, når 200 østdanske og skånske politikere holder topmøde den 22. juni.

Det er snart et år siden, at 46 borgmestre og to regionsrådsformænd fra Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm gav hinanden hånd på, at de vil arbejde tæt sammen om at skabe et stærkt Greater Copenhagen.

Fra dansk side har der fra starten stået en åben invitation til de 33 kommuner i Skåne om at tilslutte sig Greater Copenhagen-samarbejdet. På den svenske side af sundet har stemningen været mindre entydig.

Den 22. juni kommer der en afklaring, når 200 østdanske og skånske politikere samles til topmøde i Kristianstad for at drøfte Greater Copenhagen og fremtiden for det tværnationale samarbejde.

”Hvis Skåne tilslutter sig, vil den nye skandinaviske region kunne markedsføre sig internationalt på at være en international metropol, der dækker to lande, 79 kommuner, tre regioner og har næsten fire millioner indbyggere. En sådan kritisk masse vil styrke regionens evne til at tiltrække investorer, virksomheder og talenter i konkurrencen med Europas store metropolregioner”, siger Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.

Arbejdet for et stærkt Greater Copenhagen er i gang
Indtil resultatet af drøftelserne på topmødet ligger klar, arbejder både Copenhagen Capacity, regioner og kommuner i Østdanmark hårdt på at sætte handling bag visionerne og skabe international opmærksomhed om metropolens tilbud til virksomheder, investorer og talenter.

Flere initiativer under Greater Copenhagen-samarbejdet er allerede i fuld gang:

  • Den nye One-Point Entry Service gør det nemt for udenlandske delegationer at besøge Greater Copenhagen, og der har allerede været godt 120 udenlandske henvendelser i år.
  • Den nyetablerede investorportal investcph.com giver internationale investorer et samlet overblik over byggegrunde og byudviklingsprojekter i Greater Copenhagen.
  • I juni går et nyt engelsksproget Greater Copenhagen-website i luften, som skal give internationale virksomheder, investorer og talenter en forsmag på, hvad der venter i Greater Copenhagen, og guide dem videre til organisationer og kontaktpersoner, som kan hjælpe dem med at etablere sig i regionen.

Vision for Greater Copenhagen:
I 2020 er Greater Copenhagen et internationalt knudepunkt for investeringer og viden på niveau med de mest succesfulde metropoler i Europa.

Samarbejdet om en fokuseret vækstdagsorden har i 2020 skabt en betydelig økonomisk vækst og øget beskæftigelse i Sydskandinaviens internationale metropol – Greater Copenhagen.