Ny kontrakt skal sikre 4.000 nye jobs i ”Greater Copenhagen”

Region Hovedstaden og Copenhagen Capacity har fornyet sin kontrakt. Det skal sikre 4.000 nye jobs ved at trække udenlandske investorer, virksomheder og talenter til Greater Copenhagen-regionen.

Region Hovedstaden har fornyet sin resultatkontrakt med Copenhagen Capacity, som skal skabe 4.000 nye arbejdspladser og løfte Greater Copenhagen-regionen i konkurrencen med udlandet.

”Jeg er rigtig glad for resultatkontrakten. Sammen med Region Hovedstaden har vi lavet en ambitiøs vækstaftale, som accelererer arbejdet med at markedsføre regionen internationalt og styrker samarbejdet mellem kommunerne og andre aktører i regionen. Kontrakten komplementerer fint den aftale, Copenhagen Capacity har med Region Sjælland, og vi har derfor en stærk platform for de kommende år”, siger Claus Lønborg, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.  

46 kommuner under ét navn
Region Hovedstaden har afsat over 130 mio. kroner i resultatkontrakten, som i første omgang er tegnet for tre år med mulighed for ét års forlængelse. Pengene skal blandt andet være med til at finansiere indsatsen med Greater Copenhagen-samarbejdet, hvor de 46 kommuner i Region Hovedstaden og Region Sjælland er gået sammen om at markedsføre sig internationalt under brandet GREATER CoPENHAGEN. 

”Det, der er vigtigt for mig, er, at vi sikrer vækst og skaber arbejdspladser i vores region til gavn for alle de mennesker, som har deres liv her. Med resultataftalen med Copenhagen Capacity rykker vi nu nærmere at skabe en metropol, der kan måle sig med eksempelvis Hamborg, Stockholm og Amsterdam”, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S).

Sundhedsteknologi og kinesiske investeringer
Den regionale udvikling er et vigtigt fokusområde i kontrakten. Dermed skal Copenhagen Capacity – i tæt samarbejde med kommunerne og andre regionale aktører – præcisere og udvikle regionens styrkepunkter og markedsføre dem over for udvalgte internationale virksomheder, investorer og talenter.

For eksempel erhvervsklyngen Copenhagen Healthtech Cluster (CHC), som skal gøre Greater Copenhagen til det foretrukne sted i verden at udvikle og teste ny sundhedsteknologi. Løsningerne skal både gavne danske borgere og virksomheder i regionen, der kan se frem til øget salg og eksport til den vestlige verden og Asien, som står over for store udfordringer med en aldrende befolkning og flere kronisk syge borgere.

Derudover er et fokusområde kinesiske investeringer. Kina er på vej til at blive verdens største økonomi, og landet investerer i stigende grad i udlandet. Sourcing China-programmet skal samle regionens aktører om en mere målrettet markedsføringsindsats i Kina og udvikle og implementere initiativer, der gør det mere attraktivt og smidigt for kinesiske investorer at etablere sig i Greater Copenhagen.

Endelig er tiltrækning af udenlandsk talent til danske virksomheder og organisationer blevet et forretningsområde, som Copenhagen Capacity skal varetage på lige fod med tiltrækning af virksomheder og kapital.