København bør tiltrække mere udenlandsk talent

Der er store gevinster at hente ved at få flere højtuddannede udlændinge ind i danske virksomheder. Især de små og mellemstore ansætter for få internationale videnarbejdere, viser en ny rapport som bl.a. Region Hovedstaden og Copenhagen Capacity står bag. Initiativet Copenhagen Talent Bridge skal bringe virksomheder og kloge hoveder sammen.

København taber terræn til byer som Zürich, Stockholm og Dublin, når det gælder evnen til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, og går dermed glip af et stort vækstpotentiale helt op i milliardklassen. Det viser Rapporten ”Flere Udenlandske Videnarbejdere til Hovedstadsregionen”, der er udarbejdet af Copenhagen Economics for REG LAB og medlemsorganisationerne Erhvervsstyrelsen, Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Copenhagen Capacity, Öresundskomitéen og Væksthus Hovedstaden.

- Det er afgørende, at vi sikrer virksomheder i Region Hovedstaden og København de bedste vilkår for at klare os i konkurrencen med andre metropoler.Kan vi tiltrække nogle af de dygtigste medarbejdere til vores virksomheder, er det er stort skridt på vejen. Højtuddannet udenlandsk arbejdskraft skaber vækst og arbejdspladser. En kinesisk medarbejder kan eksempelvis være med til at få den eksportordre til Kina i hus, som giver flere job her hos os, siger Vibeke Storm Rasmussen, regionrådsformand i Region Hovedstaden.

Regionsrådet vedtog i forsommeren en strategi, der skal gøre hovedstadsregionen mere international. Bl.a. ved at øge samarbejdet med regioner ude i verden, eksempelvis om at bringe flere udenlandske talenter og regionens virksomheder sammen.

Copenhagen Talent Bridge bygger bro
Det er netop formålet med initiativet Copenhagen Talent Bridge (CTB), som Copenhagen Capacity, Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Københavns Universitet, Aalborg Universitet Cph, Danmarks Tekniske Universitet samt IT-Universitetet står i spidsen for.

- Første led i at tiltrække flere videnarbejdere er selvfølgelig, at kendskabet til Danmark øges blandt veluddannede medarbejdere og talentfulde studerende i udlandet. Det gør vi på flere måder – bl.a. via et allerede etableret korps af udenlandske studerende, der fungerer som ambassadører for Danmark. Derudover skal vi forklare virksomhederne om fordelene ved at ansætte international arbejdskraft og yde konkret praktisk hjælp til at sluse de nytilkomne ind i virksomhederne, siger udviklingsdirektør i Copenhagen Capacity Kim Bek.

Jobudsigt er solidt trækplaster
Det er især de mere end 200.000 små og mellemstore virksomheder (SMV’er) i Danmark, der ikke har fokus på at rekruttere højtuddannede udlændinge. CTB har derfor fokus på at bringe SMV’er sammen med internationalt talent.

Og potentialet er der. Mere end 80 procent af de udenlandske studerende, der er medlem af det særlige ungdomsambassadørkorps Youth Goodwill Ambassadeurs (YGWA), siger, at en jobkontrakt, inden de afslutter deres studie, vil være afgørende for, om de vil blive i Danmark.

Copenhagen Talent Bridge-programmet er foreløbigt tænkt at løbe de næste tre år og har et budget på ca. DKK 60 millioner.